Lokal opbakning til skoleinspektøren

Strandby ved Farsø forsvarer vellidt skoleleder mod fyring

Knud Labohn
Det er svært at opdrive et ondt ord om Kåre Maul i Strandby. Slet ikke fra de 20 læreres tillidsmand Jørgen Nørskov, der fortæller om enig opbakning til den fyringstruede skoleinspektør.
Skolevæsen 8. december 2007 05:00

STRANDBY: - Dem skal du have, Kåre. Strandbys grå hovedgade ligner et langt, ubesvaret spørgsmål på fredagen hvor det kom frem, at Vesthimmerlands Kommune længe har forberedt en fyringssag mod byens afholdte skoleinspektør. Sexchikane mod en lærer? Mistillid? Eller ren uskyld? Og hvad er det for anklager, som kommunen ikke vil komme ud med? Ingen her ved hvor svarene bor. Men det er næppe i Strandby. For Kåre, ham kender man, mener de fleste. En gave i regnvejr En ældre kvinde holder ind overfor Sparkøbmanden på hovedgaden. Bilen brummer i tomgang mens hun krydser regn og vej og banker på ruden til en firhjulstrækker. Indenfor sidder en skaldet mand med rynkede bryn og ser overrasket ud over blomsterne i den fremstrakte hånd. - Er de virkelig til mig? Kvinden nikker, giver hånd og et hurtigt smil, lunter tilbage til sin bil og kører væk. Straks efter kører firhjulstrækkeren også. Tænding og speeder rammes næsten i samme bevægelse. Reporteren er trådt et skridt nærmere og dermed for tæt på. Kåre Maul er glad for den lokale opbakning, men ønsker ikke kontakt med pressen og vinker afværgende gennem rudens dråber, mens duften fra buketten breder sig i bilen. Stille mod jul - Kåre Maul? Han er en god mand for byen og skolen. Jeg tror ikke på, at der er en sag, siger Jannie Pedersen, der arbejder hos købmanden. - Jeg tror der er mange her, der vil forsvare ham. Både børn og forældre kan godt lide ham, siger hun. På Strandby Skole går hverdagen stille mod jul. På lærerværelset hænger glimmer på skabene, og den gode julefe har tydeligvis været på besøg. Smukt dekorerede brunkagefigurer smiler fra flere pladser og venter på, at deres nye ejermænd kommer fra time. - Vi har ikke kunnet få at vide hvad det er, forvaltningen begrunder fyringssagen med, nu det med sexchikane er afvist. Når den ikke gør det, så griber vi i det, vi ved. Og vi ved, at Kåre er en rigtig god skoleinspektør. Han har en mægtig energi, er kreativ og har nogle af de der skæve ideer, der kan løfte en skole, siger lærernes tillidsmand, Jørgen Nørskov. Lærere som postbude Lærerne brugte nogle af formiddagens pauser på at formulere et brev, som nu bringes ud til alle vesthimmerlands 31 byrådsmedlemmer. Hvert brev skal overbringes personligt af lærerne selv, og det venter de nås i løbet af weekenden. I skolegården løber grupper af skolens 150 børn rundt som de plejer. Også de har lavet et forsvar for inspektøren. En underskriftsindsamling, som 100 af dem havde skrevet under på fredag middag. Det bekræftede en lærer på stedet. Anonymt. - Jeg er jo tillidsmand, så vi har aftalt at det kun er mig, der udtaler sig. Jeg har vel mindst i klemme, siger Jørgen Nørskov. Intet ondt om Kåre Tilbage ved købmanden kigges der nysgerrigt på holdet fra NORDJYSKE Medier. Især tv-kameraet fra 24NORDJYSKE kalder på en blanding af nysgerrige pegefingre og skulende eller generte blikke. Ikke alle vil sige noget. De vil bare passe sig selv. - Der er ikke noget i vejen med Kåre. Han er en god mand, siger Søren Hansen, på vej efter en kasse øl. Postbud Jani Gilkrog smiler og bekræfter den besked, da hun tømmer kassen for breve. To timer i Strandby. Samtaler med syv-otte lokale. Ikke ét ondt ord om den fyringstruede Kåre Maul har vi fået. Men hovedgaden ligger lige så grå og ubesvaret hen, som da vi kom.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...