Lokal sparekasse slår rekord og ekspanderer

Sparekassen Vendsyssel har tjent langt over budgettet

VRÅ:Sparekassen Vendsyssel har skabt det største overskud nogensinde både før og efter fusionen af de tidligere Vrå og Jelstrup-Lyngby sparekasser i 2001. Resultatet før skat er på 42,9 mio. kr. og efter skat 31,6 mio. kr. mod 17,6 mio. kr. året før, en stigning på næsten 80 pct. Bestyrelsen tøver ikke med at kalde resultatet "flot og særdeles tilfredsstillende". Det er langt over budgettet. Som i andre sparekasser har salget af aktier i Totaltkredit bidraget til indtjeningen, men selv uden denne ekstra ordinære indtægt på 4,5 mio. kr. på kursreguleringen, er der tale om rekordresultat. Direktør Vagn Hansen har flere forklaringer på den stigende indtjening. Der er kommet 1908 nye kunder, hvilket har bragt det samlede kundetal op på 18.000, hvoraf næsten halvdelen er garanter. Og sparekassen har udviklet sig til et full-service pengeinstitut både med salg af skadeforsikringer, pensionsordninger, ejendomshandel og realkreditformidling. Alene i Totalkredit er der fornidlet lån for 682 mio. kr., hvoraf de 377 mio. kr. er netto ny-udlån. Det har medført betydelig stigning i gebyr- og provisionsindtægter, 26,5 mio. kr,. mod 19 mio. kr. året før. - Men vi har ikke indført et eneste nyt gebyr, understreger Vagn Hansen. Samlet steg rente- og gebyrindtægterne med 15,9 pct. til 106 mio. kr. Salget af Totalkredit-aktierne ventes at påvirke indtjeningen over de næste 12 år, dog mest i 2006, hvor sparekassen regner med at indkassere 23 mio. kr. Datterselskabet Boligbutikken Vendsyssel har i 2003 for første gang givet overskud - 139.000 kr. To andre ejendomshandeler er købt op i løbet af året. Regnskabet bærer præg af et godt år får aktier, der bidrog med 13,2 mio. kr. i positiv kursregulering, og et turbulent år for obligationer, hvor der blev sat 1,9 mio. kr. til. Sparekassen er blevet en kende mere dristig i sin udlånspolitik - udlånet oversteger for første gang indlånet - 108 pct. Et beløb på 19,1 mio. kr. tabt og hensat på debitorer, en stigning på 47,6 pct., men ifølge sparekassen er det acceptabelt. Foretagendet er fortsat bundsolidt med en solvensprocent på 17,9 mod lovens krav på 8. Modsat den normale situation ved fusioner er der blevet flere ansatte - en stigning på syv til alt 85, og flere kommer til, når der åbnes afdeling i Skagen.