Lokal sparekasse som banebrydere

Dronninglund Sparekasse har fået 50 millioner kroner til at skabe nye job i Nordjylland

DRONNINGLUND:Dronninglund Sparekasse er som et af kun tre pengeinstitutter på landsplan - og som det eneste i Nordjylland - blevet udvalgt til at deltage i et nyt pilottprojekt, som VK-regeringen i går søsatte i bestræbelserne på at skabe nye virksomheder og dermed arbejdspladser. Det nye pilotprojekt blev præsenteret i går på et pressemøde på iværksætterskibet Elbjørnen i Aalborg Havn, hvor økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) var på plads for at lancere det nye initiativ. Det er de såkaldte Kom-i-gang-lån, der er lån til iværksættere eller nyetablerede virksomheder, som ikke er ældre end 12 måneder. Kom-i-gang-lånet ydes med en statslig kaution for en del af lånet, og der er til lånet knyttet et tvunget rådgivningsforløb hos sparekassen, etableringsvejlederen, revisoren og advokaten. Desuden tilbydes der sparring og erfaringsudveksling med andre iværksættere fra samme branche. Grundideen med det nye lån er, at den statslige kaution giver iværksættere mulighed for at kunne skabe den fornødne likviditet til at påbegynde egen virksomhed - med hvad der deraf følger af nye arbejdspladser. - En god start for iværksætterne kræver penge og viden. Med Kom-i-gang-lån kombinerer vi netop de to afgørende fprudsætninger, og jeg håber, at det bidrager til, at vi får skabt flere levedygtige virksomheder i lokalsamfundet, siger Bendt Bendstsen og fortsætter: - Jeg er meget glad for, at Dronninglund Sparekasse er gået med i projektet sammen med en række lokale konsulenter om rådgivningen af iværksætterne. Er Bendt Bendtsen glad for Dronninglund Sparekasses deltagelse i pilotprojektet, så har direktøren i Dronninglund Sparekasse også svært ved at skjule sin stolthed. - Det er særdeles tilfredsstillende, at vi som eneste pengeinstitut i Nordjylland kan udbyde de nye lån og bidrage til at skabe nye arbejdspladser i vores landsdel, siger han - og tilføjer: - Jeg er ikke i tvivl om, at Dronninglund Sparekasse har vundet konkurrencen på grund af sparekassens store erfaring med iværksættere. Der er med det nye pilotprojekt tale om et toårigt projektfoløb, hvortil der er afsat en pulje på 100.000 kr. Dronninglund Sparekasse har af dén pulje alene fået 50 mio. kr.