Lokal storm, global udfordring

Højere produktivitet, bedre uddannelse, mod og engagement skal sikre landsdelens fremtid var budskaberne på konference om globaliseringen med udenrigsminister Lene Espersen i et øjebliks vindstille

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

NORDJYSKE ERHVERVSFOLK og politikere fik inspiration fra nogle af Danmarks førende globalt orienterede virksomhedsledere i forbindelse Hjulmand & Kaptains jubilæumskonference på Nordkraft i Aalborg. Foto: Henrik Bo

Det slidte udtryk om vendelboers taknemlighed over deres etniske herkomst fandt ny og velvalgt anvendelse, da den konservative leder, udenrigsminister Lene Espersen, fredag talte til et par hundrede nordjyske erhvervsledere, politikere og jurister i Aalborg. - Heroppe er vi er jo vant til stormvejr, bemærkede den forblæste minister. Men det var de globale udfordringer, ikke det parlamentariske spil på Christiansborg, der var Lene Espersens tema. Hun var en af attraktionerne ved konferencen "Nordjylland i en globaliseret verden" på Nordkraft, arrangeret af landsdelens store advokatfirma Hjulmand & Kaptain i anledning af firmaets 10 års dag. - Finanskrisen har demonstreret, at det gælder om at have styr på husholdningsbudgettet, fastslog hun med et citat fra Warren Buffett, verdens rigeste mand, om finanskrisen: "Når tidevandet trækker sig tilbage, kan man se, hvem der svømmede uden badebukser". I Europa er det de dybt gældsatte lande som Grækenland og Spanien. Danmark vil kunne klare sig, i følge en nylig rapport fra den internationale valutafond, IMF. - Vi bader stadig med badetøj, bemærkede hun. Men stillet overfor vækstøkonomier som Kina og Brasilien er den nationale gældsætning langtfra eneste udfordring. De nordjyske erhvervsledere fik repeteret budskabet om for lav produktivitet og for højt lønniveau i Danmark. - Vi skal have flere vækstvirksomheder, flere innovative virksomheder og et højere uddannelsesniveau i Danmark, fastslog hun. Global vækst kræver mod To af Danmarks stærkeste repræsentanter for netop den innovative virksomheds mulighed for at sikre udvikling, vækst og global forretning var også med på fødselsdagens ambitiøse program: Ditlev Engel, koncernchef for verdens største vindmøllefabrik Vestas Wind Systems, samt chefen for den lokale globale virksomhed Aalborg Industries, Jan Vestergaard Olsen. - Vær sej og modig, hvis du vil nå noget, opfordrede Ditlev Engel, og understregede, at det var de holdninger, der drev de vestjyske vindkraftpionerer for 30 år siden, da få i det etablerede erhvervsliv så en fremtid i blæsten. Jan Vestergaard Olsen forklarede globaliseringsstrategien i Aalborg Industries: Tilstedeværelse på markederne, og diversificering af forretningerne på flere områder og flere geografiske markeder. På konferencen talte også økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).