Lokal tavshed om støtten til Nyrup

Der er lagt op til nyt formandsopgør, når Socialdemokraterne lørdag mødes i Aalborg

Nyrup 10. september 2002 08:00

NORDJYLLAND: Den nordjyske amtsformand for Socialdemorkatiet, Inge Nesgaard, Aalborg, gemmer krudtet omkring det nye formandsopgør til partikongressen, der indledes på lørdag i Aalborg. - Selvom andre har vældig travlt med at lægge personkabaler i pressen, så gør jeg det ikke. Det, jeg har tænkt mig at sige om formandsvalg, siger jeg på kongressen og til kredsbestyrelsen, siger hun. En rundringning til de nordjyske kredsformænd giver ikke meget mere klarhed over situationen blandt partiets lokale tillidsfolk. Men en af dem, der godt vil melde ud, er formanden i Aalborg Østre kreds, Gitte Pedersen. Hun mener, tiden er inde til at diskutere en afløser for Poul Nyrup Rasmussen. - Jeg er ikke utilbøjelig til at være enig i, at det måske er ved at være tiden, hvor vi skal kigge på formandsposten i stedet for på alle de andre poster, siger hun diplomatisk. Og hun henviser til, at denne holdning deles af rigtig mange partifæller ude omkring i rækkerne, som hun udtrykker det. - Men ellers er debatten om formandsposten naturligvis et dødtræls oplæg til en kongres, hvor vi skulle diskutere politik. Nu bliver det i stedet til en personkongres, frygter hun. Kredsformanden i Hjørring-kredsen, Jakob Jylling Daugberg, siger, at han ikke kan tage stilling til et eventuelt formandsskifte før han ved, om der rent faktisk er opstillet andre kandidater end Poul Nyrup Rasmussen. Heller ikke kredsformanden i Fjerritslev, Gerda Kanstrup, vil løfte sløret for sin opbakning eller mangel på samme til formanden. -Nej, det har jeg ikke rigtig nogen kommentarer til, siger hun om udmeldingerne fra ledende socialdemokrater i pressen om, at et tiden er inde til at diskutere formandsskifte. - Jeg synes, der er fnidder nok allerede, siger hun. En af dem, der er bragt i forslag som Nyrups afløser, er Mogens Lykketoft. Han siger, at han finder det er bestyrtende med alle de konspirationsteorier, der er fremme i pressen. - Der er ikke noget konspiration i det her, og jeg gider ikke tale mere om det, lyder det kortfattet fra Lykketoft.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...