EMNER

Lokalbanken nedjusterer med 25 millioner

København, mandag /ritzau/ Krisen kradser også hos Lokalbanken, der sætter forventningerne til årets resultat ned med 25 millioner kroner. En nedjustering på 25 millioner kroner for Lokalbanken. Det er konsekvensen af finanskrise og tilslutning til den fælles redningsplan for bankerne, oplyser banken i en fondsbørsmeddelelse. Bankerne skal betale for at være med i regeringens redningsplan for branchen. Lokalbanken er med i ordningen - Det Private Beredskab, og det vil koste 5-6 millioner kroner alene i 2008. - Lokalbankens resultat for året 2008 nedjusteres med dette beløb samt yderligere ca. 20 millioner kroner som følge af væsentlige urealiserede kurstab på bankens værdipapirbeholdninger, særligt i den seneste periode i kvartalet. Samtidig er der konstateret et lettere stigende behov for nedskrivninger i forhold til det oprindeligt budgetterede, fremgår det af fondsbørsmeddelelsen. Lokalbanken regner derfor med et resultat for 2008 på 25-35 millioner kroner før skat. /ritzau/