Lokalbrag bliver afgørende for Hadsund

HADSUND/SKELUND:- Vi går på banen for at vinde, alt andet vil være uhæderligt, men vi ser da gerne, at HB bliver i serie et, siger Skelund IFs træner, Thomas Bonderup, op til den kamp, der måske afgør, om Hadsund Boldklub også næste år har et serie et-hold. Lokalopgøret mellem Hadsund og Skelund spilles lørdag kl. 15.15 på Skelund stadion. Med sejr kan HB sandsynligvis definitivt redde sig, men et nederlag behøver ikke pr. automatik betyde nedrykning. Afgørelsen vil så finde sted på et skrivebord hos JBU. To muligvis tre af de fire jyske serie et-hold på 9. pladsen får lov til at blive. Det kommer an på udviklingen i jyllandsserien. Hvis det kommer så langt ud for HB kan man takke et flot forår for at stå positivt. Holdet har samlet 26 point og er det jyske serie et-hold, der har flest point på niendepladsen. Der kan dog ske ændringer i den sidste kamp, hvor holdene i både pulje tre og fire med sejre kan bringe sig foran HB, hvis holdet taber i Skelund. For Skelund har kampen ikke den store betydning. SIF har sikret sig en ny sæson i serie et og forspildte definitivt sin mulighed for oprykning i den forløbne weekend, hvor Aalborg KFUM vandt og Skelund tabte. På det lokale plan er det HB, der har revanche til gode. Da holdene mødtes i foråret på Hadsund stadion vandt Skelund med 1-0.