Sundby

Lokalbrag gav tre point til Nordthy

Det afgørende mål til 0-2 blev på smukkeste facon kringlet op i hjørnet af Claus Dalgaard

Lokalbraget mellem Midtthy og Nordthy/Hillerslev endte med en sikker sejr på 0-2 til udeholdet, som allerede bragte sig foran i første minut af kampen. Foto: Peter Mørk
Lokalbraget mellem Midtthy og Nordthy/Hillerslev endte med en sikker sejr på 0-2 til udeholdet, som allerede bragte sig foran i første minut af kampen. Foto: Peter Mørk Pressefotograf Peter Moerk

Opdateret kl. 19:19

SUNDBY: Torsdagens lokalopgør mellem FS Midtthy og Nordthy/Hillerslev endte 0-2 til gæsterne fra Nordthy/Hillerslev. Nordthys Kristian Kortegaard må have haft en god opvarmning, for inden der var gået et minut af kampen, havde han allerede bragt Nordthy/Hillerslev foran 0-1.

- Han var simpelthen så sindssygt hurtig, sagde Midtthys træner, Gotfred Schmidt, om målscoreren fra modstanderholdet.

Midtthy fik aldrig rejst sig fra chokstarten, og det var derfor Nordthy/Hillerslev, som dominerede de resterende minutter af første halvleg.

- Vi spillede dem ud af banen, sagde NH-træneren Søren Lynge.

Ingen af holdene formåede at nette mere i første halvleg, og derfor måtte de gå til pause med stillingen 0-1.

Efter pausen var det igen Nordthy/Hillerslev, som dominerede kampen.

- Vi brændte tre friløbere fra midten, det var chancer, som burde have givet mål, sagde Søren Lynge.

Alle chancerne blev dog ikke misbrugt, for efter 74 minutters spil lykkedes det Nordthy/Hillerslevs Claus Dalgaard at udbygge føringen med en formidabel scoring til 0-2, og dermed endegyldigt lukke kampen.

- Jeg synes, det er fuldt fortjent, at vi vinder i dag, siger Søren Lynge, som bakkes op af modstanderholdets træner.

- De havde et meget stærkt hold, sagde træneren for det slagne Midtthy-mandskab.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden