Lokaldemokratiet bør udvikles

Lokalpolitik 20. marts 2007 05:00

HØRINGSRET: 10. februar efterlyser jeg i Stiftstidende en høringsret til samrådene i Aalborg Kommune. Henrik Nielsen, tidligere byrådsmedlem for SF, har af en eller anden årsag følt sig foranlediget til at nedgøre mit indlæg: ”Sludder og vrøvl” ”Skider i egen rede”, ”pjat” etc. lyder det fra HN 13. februar i NORDJYSKE. Jeg forstår ikke helt, hvorfor HN er så ophidset. Jeg har jo bare påpeget, at det er min opfattelse, at samrådene trænger til at udvikle sig. Jeg har været med i Aalborg Vest Samråd i mange år og været formand i fem år. Jeg synes bestemt, at vi har et rigtig godt samråd, hvor vi har kæmpet og slidt i sager omkring blandt andet: Fjordmarken, Haraldslund, 3.Limfjordsforbindelse, Havnefronten, højhusbyggeri etc. Jeg synes da, at vi er blevet hørt i stil med andre samråd. Jeg har bare altid følt, at vi har manglet den mere forpligtigende og tætte kontakt til det kommunale politiske system. Vi kunne med fordel komme langt tidligere ind i sagsbehandlinger. Hvorfor dog ikke etablere høringsberttigede samråd, der får mulighed for, meget tidligt, at komme i berøring med diverse sager fra de enkelte forvaltningsområder? Jeg tror, at det ville kunnne give et ekstra incitament og interesse for arbejdet i samrådene, som jeg mener bør have så mange demokratiske spillerum i sig som overhovedet muligt, til gavn for lokaldemokratiet. HN skriver, at vi bare kan gå ind på kommunens hjemmeside for at få indblik, og at vi i samarbejde med borgmesteren kan få et bedre informationssystem. Jamen hvorfor dog ikke støtte, at vi får en mere forpligtigende høringsret? Jeg undrer mig lidt over, hvis interesser HN plejer med sine udmeldinger. Hvis vi skal have udviklet demokratiet, SKAL flere borgere gøres interesseret i samrådsarbejdet. Aalborg Vest Samråd og andre samråd gør det godt, men vi kan gøre det endnu bedre, hvis vi får mulighederne. Byrådsmedlem Anne Dorte Krogh (SF) fremfører d.14. februar i NORDJYSKE, at SF barsler med et forslag om høringsberettigede samråd. Det bliver spændende, hvordan borgmesteren og SD forholder sig til emnet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...