Teater

Lokale borgere bag komediespil

ØSTER UTTRUP: Det er lokale kræfter, der bærer årets dilettantforestilling i Øster Uttrup igennem. Næsten alle på holdet bor i landsbyen, og det er i vid udstrækning de samme amatørskuespillere, som også var med ved forestillingen sidste år. Så det må jo være sjovt. Det bliver det i hvert fald uden tvivl for publikum, når årets komedie "Er der ikke det ene, så er der det andet", ruller over forsamlingshusets scene i weekenden 29.-30. marts. Handlingen lader sig kun vanskeligt referere. Det er en noget indviklet historie fyldt med de klassiske forviklinger, som enhver dilettantforestilling skal indeholde. Men i korte træk handler det om nogle tanter, der tror, at de har lejet deres ejendom ud til nogle pæne og nydelige mennesker, blandt andet en oberst, en skolelærerinde og en fiskerkone. Imidlertid er det et kollektiv bestående af unge studerende og andre uden ret mange penge, der er flyttet ind. En af dem er tanternes nevø, der er kunstmaler. Da tanterne en dag kommer på besøg, skynder alle i kollektivet at forklæde sig som henholdsvis oberst, skolelærerinde osv. Foruden en række morsomme episoder byder stykket også på klassiske elementer som kærlighed og pludselig rigdom. Det er Peter Brun Kristensen, der er instruktør på komedien. Rollerne spilles af Benny B. Kristensen, Liselotte Søjborg, Johnny Skatt Christensen, Søren Randa, Bente Borup, Lotte Gøttler, Svend Erik Pedersen, Vibeke Holler, Anna Randa, Carsten Froulund og Kitta Rasmussen.is