Redningsvæsen

Lokale brandmænd forsvarer titel

Frederikshavnere skal i bogstavelig forstand i ilden i BonBon-land

Holdet fra Frederikshavn, der vandt DM-titlen i 2006. Nu skal titlen genvindes!

Holdet fra Frederikshavn, der vandt DM-titlen i 2006. Nu skal titlen genvindes!

FREDERIKSHAVN:Danmarks dygtigste brandmænd kommer fra Frederikshavn. I hvert fald blev de Danmarksmestre i fjor - en titel som nu skal forsvares mod kolleger fra resten af landet. Det sker, når DM for brandmænd afvikles for tredje gang 16. juni i BonBon-Land på Sjælland. Her skal der dystes i ædle discipliner som udlægning af brandslanger, bucketbrigade og handlebane. Konkurrencerne er et kig ind bag facaden hos brandvæsenet, som altid er beredte døgnet rundt. DM for Brandmænd skal ligne virkeligheden mest muligt, så der kæmpes i tre discipliner, som brandmænd i forvejen skal mestre til perfektion. Starten går kl. 11. På dagen kan man også opleve Hvordan topprofessionelle brandmænd under tidspres får kontrol med en ildebrand, der er gået amok og er ude af kontrol. Holdet fra Københavns Brandvæsen deltog i det officielle OL (World Police & Fire Games) i Adelaide, Australien, i marts måned. Holdet endte på en flot femteplads i slangeudlægning på tid, mens det blev til en ottendeplads i Bucket Brigade. Flotte placeringer i begge discipliner, når man tager i betragtning at de andre hold bestod af regulære landshold, sammensat af specielt udvalgt brandfolk. Ud over disse placeringer fik holdet to guld-, fire sølv- og tre bronzemedaljer med hjem. Det knitrende metal blev vundet i discipliner som indendørs roning, cykelløb, golf og en halv maraton på landevej. Der venter med andre ord frederikshavnerne hård konkurrence i disciplinerne: 1: Udlægning af brandslanger med slange kærre og nedskydning af mål. 2: Bucket Brigade, hvor vandkar via mandekæder på stige i 3. meters højde skal fyldes 3: Gennemløb af handlebane på tid. I alle tre discipliner kåres Danmarksmestre, som får tildelt pokaler. Sidste års samlede mestre fra Frederikshavn skal forsvare holdtitlen mod Flyvestation Skrydstrup, Slagelse Brandvæsen, Odder Brandvæsen, København og Aalborg. Hvert hold består af seks brandfolk.