Lokale brandmænd har fået mere travlt
Brandmændene i Frederikshavn Kommune havde mange flere udrykninger i 2012 - og de rykkede hurtigt ud

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:Nytårsparolen hos Frederikshavn Brandvæsen blev et meget godt billede på året, der er gået. Der har nemlig været rigtigt travlt.
Forud for parolen blev beredskabet således kaldt til Frederikshavn Havn, hvor der var ild i en gummiged.
Men efter at ilden i gummigeden var slukket, kunne en god håndfuld lettere sodsværtede brandmænd - med fem minutters forsinkelse - tage plads i geleddet bag deres noget mere nydeligt uniformerede kolleger.
- 2012 har været et forrygende år for det samlede beredskab i Frederikshavn Kommune, fastslog beredskabschef Tommy Rise i forbindelse med sin status over året, der gik.
- Der har været 406 udrykninger i vores kommune mod sidste år.
Flotte udrykningstider
Som det er en tradition, så deltager borgmesteren i brandvæsnets nytårsparole, og i den forbindelse valgte Lars Møller (V) at rose brandmændene for de flotte responstider.
Af de nyeste tal fra Beredskabsstyrelsen fremgår det nemlig, at der i Frederikshavn Kommune gennemsnitligt går tre minutter og 42 sekunder fra en alarm lyder, til brandbilerne forlader stationen - og i 92 procent af tilfældene er brandbilerne ude af stationen indenfor fem minutter.
- Det er dels et af landsdelens bedste resultater, dels en forbedring i forhold til året før, roste Lars Møller.
Til sammenligning forlader kun 67 procent af brandbilerne i Hjørring Kommune stationen indenfor fem minutter. I Brønderslev Kommune er tallet 86 procent.
Et andet parameter, der måles på, er ankomsten til brandstedet. Her er frederikshavnerne gennemsnitligt ni minutter og fem sekunder om at nå frem - og i 94 procent af tilfældene er de fremme indenfor er kvarter. De tilsvarende procenter for Brønderslev og Hjørring er henholdsvis 75 og 82.
- I er en af de medvirkende faktorer til, at vi i Frederikshavn Kommune kan sove roligt om natten, sagde Lars Møller, hvorefter han drillende tilføjede:
- Arne Boelt i Hjørring kan ikke sove helt så roligt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.