Lokale fortæller gode historier

EMNER 2. september 2002 08:00

BROVST: Mordet i Sønderøkse. En virkelig historie, bygget på virkelige begivenheder. En forbrydelse, en rettergang og en straf, der blev fuldbyrdet på den mest uhyggelige måde... På Brovst Kirkegård og Bøge bakke og flere andre steder ligger enorme sten, der er oprindelsen til mange sagn og myter. De er kolosale i omfang og har været utrolig svære at flytte med. Hvor kom de fra, og hvad symboliserer de..? Ovenstående er uddrag af to af de gode historier, som lokale folk fortæller, når Brovst Bibliotek i dagene fra 30. september til 10. oktober sætter fokus på "Den gode historie på tværs." Initiativet henvender sig til børn i skolernes 4. til 9. klasser, og det består af en serie fortælle-seancer, der kommer til at foregå "on location" i løbet af perioden. 30 september fortæller Peter Konnerup om Bratskov Herregård samme sted. 1. oktober besøger og fortæller Kirsten Hougaard om Kokkedal Slot. 2. oktober er det Gunvor Gadegaard der besøger Oxholm Kirke og fortæller om slottet og kirken. 3. oktober vil Uffe Gitz-Johansen fortælle om Lerup Kirke og Fosdalen. Og endelig 4. oktober er det mordet i Sønderøkse som er på plakaten. Henrik Nielsen fortæller historien på Halvrimmen Skole. Fra 7. til 10. oktober kan klasserne få besøg af børnebibliotekar Kresten Lidegaard fra Brovst Bibliotek, som væver historier om sagn, trolde og sten i området.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...