Pandrup

Lokale genopliver Torvefesten i Kaas

Ib Grønbech og børn og voksne fra egnen giver indhold til alle tiders fest

Ib Grønbech skal sætte fut i Kaas. Arkivfoto

Ib Grønbech skal sætte fut i Kaas. Arkivfoto

KAAS:Tre forretningsfolk i Kaas har sat sig for at lave en byfest, som vil gå over i historien. - Det bliver nok den største fest, der nogensinde har været i Kaas, fortæller en af dem, Ole U. Jensen. Baggrunden er, at den årligt tilbagevendende Torvefest gik i sin egen mor. - Der blev festet, da Torvet blev indviet. Det er et par år siden og overskuddet blev mod forventning på 30.000 kr. Men festen blev aldrig gentaget. Det fandt Poul Gertsen, Børge Olsen og jeg ud af, at vi ville gøre noget ved, og det bliver Torvefesten fredag 11. og lørdag 12. august i samarbejde med borgerforeningen. Festen foregår i midtbyen, der spærres af for trafikanter, fortsætter Ole U. Jensen. Festkomiteen har sammensat et omfattende program, der henvender sig til hele familien med Ib Grønbech som hovednavnet. Borgmester Flemming Jansen (V), Pandrup Kommune, holder åbningstale, Jetsmark MC viser deres motorcykler, Kaas-slagteren, Lasse Bo, sørger for pattegris, Jesper Madsen spiller og en gymnast fra Pandrup Gymnastik og Ungdomsforening vil slå saltomortaler i et omfang, så han måske kan komme i Guinness Rekordbog. - Vi har også kræmmermarkedet, det lokale rockband Burned Amber, og linedance. Om lørdagen bliver der gratis sildebord, børnedyrskue og mulighed for børnene for at bytte og sælge Anders And blade og legetøj og begge dage har de en hoppeborg at more sig med. Desværre har vi ikke bal efter pattegrisen fredag aften. Det har noget at gøre med decibel, tilføjer den feststemte Ole U. Jensen. Alligevel regner han med et overskud på 30-40.000 kr. -mill