EMNER

Lokale investorer byder på Karolinelund

Prisen ventes ikke at blive et problem, men kommunen skal bakke op om attraktionen

Ti­den er knap, hvis en ny ejer skal kun­ne slå por­ten op til den kom­men­de sæ­son i Ti­vo­li Ka­ro­li­ne­lund. ar­kiv­fo­to: pER KO­LIND

Ti­den er knap, hvis en ny ejer skal kun­ne slå por­ten op til den kom­men­de sæ­son i Ti­vo­li Ka­ro­li­ne­lund. ar­kiv­fo­to: pER KO­LIND

AALBORG:Sammen med to andre lokale partnere er den aalborgensiske investor Bill Nielsen i forhandlinger med Torben”Træsko” Pedersen om at købe Tivoli Karolinelund. Det bekræfter Bill Nielsen. - Vi har forespurgt på Karolinelund og været ovre og se det. Vi er nået langt, men er ikke blevet enige, og forhandlingerne fortsætter i den kommende uge. Der er vel også andre interesserede, og jeg ved ikke, om vi står først for, siger Bill Nielsen. - Men jeg tror, at vi opnår enighed om prisen, siger han, men ønsker ikke at sætte tal på. Han mener, det er en opgave for sælgeren. Torben ”Træsko” Pedersen vil dog hverken be- eller afkræfte, at han forhandler med Bill Nielsen. - Men der er forhandlinger om et salg, og forhåbentligt sker der snart noget, er kommentaren fra Karolinelunds nuværende ejer. Mens Bill Nielsen ikke ser prisen på den gamle have som det store problem, så efterlyser han positive signaler fra kommunen. - Det er en ”dealbreaker” og et must, at kommunen bakker op om Karolinelund og vil bevare den som attraktion i Aalborg. I forvejen har kommunen jo fjernet p-pladser ved Karolinelundvej. Det er ikke et afgørende problem, men det er ikke heldigt, siger Bill Nielsen, som ejer og udlejer en hel del ejendomme i Aalborg. Borgmester Henning G. Jensen (S) vil ikke forhandle juridiske forhold i medierne, men siger, at alle er velkomne til at henvende sig til kommunen, hvis de har noget på hjertet. Og han har endnu ikke fået en henvendelse fra Bill Nielsen om kommunens syn på Karolinelund. Plan for ny sæson Bill Nielsen er klar over, at tiden er knap, hvis forberedelserne til den kommende sæson skal kunne gøres ordentligt, og han er sammen med sine partnere allerede i færd med at tænke nye tanker for Karolinelund. - Jeg kan huske, da jeg kom i tivoliet som dreng og til Blå Mandag. Der var mange forlystelser for børn og unge. Det skal der være igen. Små motorcykler eller firhjulede biler, hvor 3-årige Jonas kører, og far sidder bagved og styrer, mens mor filmer, forklarer han. - Desuden skal vi finde på lidt skæve ting for at få liv og opmærksomhed. For eksempel at alle med fødselsdag den 27., eller med størrelse 46 i sko kommer gratis ind, fortæller Bill Nielsen. Han ser også en opgave i at skaffe mere søgning fra aalborgenserne til restaurationerne i Karolinelund. Det mangler der nemlig i forhold til Tivoli i hovedstaden. - I København er Tivoli dybest set ikke andet end en masse lys, restaurationer og enkelte forlystelser. Men i København er man vant til at tage en taxa, når man skal ud. Det er man ikke i Aalborg, og det er svært at komme til restaurationerne i Karolinelund, fordi man kører selv og skal parkere én kilometer væk, siger Bill Nielsen.