Lokale kunstere har største prioritet

Stor interesse for decemberudstilling på Dronninglund Kunstcenter

DRONNINGLUND:Da fristen i denne uge udløb, var der kommet omkring 100 tilmeldninger til at komme med på decemberudstillingen på Dronninglund Kunstcenter. - Det er gået overvældende godt med tilmeldningerne, og vi er nu i gang med at sortere de mange breve, da der desværre ikke er plads til 100 kunstneres arbejde, siger Jette Abildgaard, der er formand for kunstcentrets udstillingsudvalg. Meningen med decemberudstillingen var at invitere alle, der betragter sig selv som seriøst arbejdende kunstner. - Man behøver ikke at have udstillet på anerkendte udstillinger, men alligevel skal man have lidt erfaring med kunst, fortæller Jette Abildgaard. Når udvælgelsen af de mange tilmeldninger går i gang, prioterer udvalget de lokale kunstnere først, hvis altså kunsten er god. Alle tilmeldte vil få besked inden for 10 dage, om deres kunst kommer med på udstillingen eller ej. - De tilmeldte må væbne sig med tålmodighed, da det tager tid at sortere 100 breve. Det var noget helt andet, hvis der nu kun var 30 tilmeldte, forklarer formanden for kunstcentrets udstillingsudvalg. Jette Abildgaard tror og håber på mange besøgende, når den endelige udstilling finder sted fra 17. november og frem til jul. Kunstnerne, der forsøger sig med denne udfordring, må endelig ikke tro, at de ikke har et stort potientale, hvis de får afslag, påpeger Jette Abildgaard. - Det er umuligt at vælge alle, når der er så mange gode deltagere med, og de må endelig fortsætte med det gode arbejde alligevel. For hvis udstillingen bliver en succes, regner vi med at gentage den næste år, så kan man jo prøve at tilmelde sig igen, siger hun. Hvis alt går vel, vil Dronninglund Kunstcenter gøre decemberudstillingen til en tradition og afslutte hvert år på den måde.