Lokale landmænd i top

Mælkeproducenter fra Vendsyssel klarer sig godt

400 deltog i mødet om kvæg hos LandboNord.Arkivfoto
Brønderslev 1. februar 2015 08:03

BRØNDERSLEV: Mælkeproducenter som bruger LandboNords KvægRådgivning ligger i øjeblikket i top, når man sammenligner ydelse med resten af Danmark – på alle racer og blandede besætninger. Derfor er der også grund til at være optimistisk på den lange bane.

Det var konklusionen på årsmødet i LandboNords KvægRådgivning.

- Vi har formået at rykke os virkelig meget, når vi bare kigger et år tilbage. Derfor er der også grund til at være stolt over det arbejde, som bliver lavet rundt omkring.

- Blandt andet i erfa-grupperne, som er en konstant inspiration for mange af deltagerne til at foretage små ændringer, som viser sig at give et flot resultat, fortæller chefrådgiver i LandboNords KvægRådgivning, Anne-Mette Søndergaard.

Der var da også fokus på at give de fremmødte landmænd inspiration og ny motivation med hjem.

Til mødet var der oplæg fra blandt andre dyrlæge Michael Farre, erfa-gruppen Cow Power North og helt i tråd med dagens bjergbestigningstema, et oplæg fra bjergbestiger Søren Gudmann, som fortalte om den kæmpe udfordring det har været at bestige det højeste bjerg på hvert af verdens syv kontinenter.

- Om man er bjergbestiger eller landmand, så skal der ifølge Ole Larsen, mere end dårligt vejr til at stoppe en vision om at nå toppen.

- Det er jo trods alt en livsstil, som vi har valgt. Selvom man synes, at det er et træls bjerg vi skal bestige i øjeblikket, så har vi et fedt job, som det er værd at kæmpe for – på trods af den ekstra tørn vi skal tage i øjeblikket. Hvis det her er éns drøm, så er det klart, at man skal kæmpe for det, siger Ole Larsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...