Ungdomsuddannelser

Lokale ledere lærer at være ledere

Store udfordringer for lokale virksomhedsledere, som henter hjælp på nyt kursus.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Charlotte Kronborg fra Vikarnord i Pandrup føler allerede, at lederkurset har givet energi og lyst til at prøve teorien af i praksis. Foto: Martin Damgård

Flere ledere af virksomheder i Jammerbugt Kommune har med begejstring taget imod et tilbud om at komme på kursus, som skal gøre dem endnu dygtigere til deres job: at lede en virksomhed. Tilbuddet kommer fra Erhvervscenter Jammerbugt, som er i gang med projekt, der går ud på at udvikle kompetencerne i de lokale virksomheder. Og det gælder altså ikke kun medarbejderne, fortæller projektleder Anette Mikaelsen. - Der har vist sig et stort behov for flere lederkompetencer, konstaterer hun, efter at første kursus er blevet fyldt op med 25 i alt - og 20 på venteliste. - Det har bredt sig som ringe i vandet, så vi vil gerne tilbyde kurset igen til efteråret, siger Anette Mikaelsen. Kurset er delt op i modulerne, så deltagerne samles nogle dage ad gangen både her i februar samt marts, april og maj. To af dem er Charlotte Kronborg fra Vikarnord i Pandrup og Peter Christensen fra byggefirmaet Keld og Johs A/S i Saltum. De er unægtelig i vidt forskellige brancher, men udfordringerne er ofte de samme. Vikarnord er skoleeksemplet på, hvordan ledere vil blive mødt med nye krav, efterhånden som virksomheden udvikler sig. Charlotte Kronborg oprettede vikarbureauet for snart fire år siden sammen med Sandie Meldhede. De to social- og sundhedsassistenter var i starten eneste medarbejdere. I dag er der omkring 75 tilknyttet, nogle fast andre mere løst. Firmaet kan levere vikarer til sundhedssektoren, og efterhånden er der kommet en ny gren til virksomheden i form af hjemmeservice, rengøring og praktisk hjælp. - Det er to meget forskellige virksomheder, og det kræver megen administration og ledelse, konstaterer Charlotte Kronborg. Derfor er hun begejstret for det nye kursus, der giver hende chancen for at udvikle sig som leder og få en mere teoretisk viden herom. I forvejen er Vikarnord inde i et forløb, hvor de får hjælp til at udvikle virksomheden og lave en strategi herfor. - Jeg skal blandt andet lære at bruge min tid bedre som leder og sortere ting fra, konstaterer Charlotte Kronborg. Samme melding - ønsket om at blive bedre til at planlægge sin tid og fokusere på det væsentlige - kommer fra Peter Christensen, som i januar blev medejer af Keld og Johs A/S efter at have afsluttet sin uddannelse som bygningskonstruktør. - Uddannelsen har ikke handlet om det at være leder, mandskabsbehandling, konflikthåndtering og den slags. Så jeg var glad, da erhvervscentret tilbød kurset her, siger Peter Christensen. Selvom kursusdeltagere kommer fra vidt forskellige brancher, er det utrolig lærerigt at høre om de andres erfaringer, fortæller han. - For eksempel har nogle fortalt om situationer, de har været i, og hvordan de så har løst dem. Det har været meget lærerigt, konstaterer Peter Christensen og fastslår: - Man skal være åben over for nye input. Ellers kører det meget i den samme trummerum.