Lokale musikere får følgeskab af større navne udefra

Marilyn Mazur og to gange Koppel er med på jazzfestivalen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Marilyn Mazur.

AALBORG:De første år har LokalJazz Festival - som navnet også antyder - især været for lokale navne, men i år er der blevet satset mere på større navne udefra. Festivalen tyvstarter allerede fredag med en mindekoncert for den afdøde jazzmusiker/maler, Jørn Særker. Sammen med pianisten Jens Nørholm vil de tre tilbageværende musikere fra Særker/Moesgaard kvartet mindes Jørn Særker. Mandag 28. januar er der besøg af to gange Koppel og en Andersen - nemlig saxofonisten Benjamin Koppel, hammondorgelspilleren Anders Koppel og percussionisten Jacob Andersen. De bevæger sig i feltet mellem komponeret og improvisatorisk musik. Tirsdag er der release for cd¿en Nordjyske Jazztalenter 2008. Projektet skal profilere det nordjyske vækstlag inden for jazzen med vægt på yngre relativt ubeskrevne blade i det nordjyske jazzmiljø - bl.a. ved udgivelse af årlige sampler-CD¿er. Live leveres musikken af Mads Rosendahl Kvintet, der spiller moderne jazz med en underspillet kærlighed til traditionen. Onsdag får den lokale vokal-jazzkvartet Gruppen i Boksen besøg af bassisten Hugo Rasmussen, som med sin store erfaring og stil vil hjælpe Gruppen i Boksen i en række af gruppens egne arrangementer af kendte jazz standards. Gruppen i Boksen har siden dannelsen i 2006 arbejdet med at sprede kendskabet til jazz ved en række koncerter og gymnasiebesøg. Gruppen spiller egne arrangementer af gamle jazz standards. Arrangementerne laves med udgangspunkt i teksterne for at give historierne en central plads i musikken. Gruppen i Boksen består af studerende fra Nordjysk Musikkonservatorium. I oktober i år modtog trommeslager Christian Skjødt den Nordjyske Jazzpris. Foruden Christian Skjødt består Gruppen i Boksen af Jens Ulrich Madsen på klaver, Morten Mosgaard på sang og ved denne lejlighed Hugo Rasmussen på bas. Torsdag kommer festivalens topnavn - Marilyn Mazur. Hun har de sidste år koncentreret sig om sin egen musik og forener i dag komposition med koncerter verden over med sine forskellige grupper. Marilyn Mazur (percussion og trommer), Fredrik Lundin (tenor & sopransax), Krister Jonsson (guitar) og Klavs Hovman (bas). Lige siden at Miles Davis ringede en sen nattetime midt i 80¿erne og spurgte, om hun ville med på turné, har Marilyns musikalske karriere været en perlerække af internationale højdepunkter. Først nogle år på verdensturné med Miles, derefter med Wayne Shorter, siden med Jan Garbarek Group. Og oven i dette Jazzpar prisen i 2001, Downbeat nomineringer, Christian Braad Thomsens roste dokumentarfilm ¿Queen of Percussion¿ og senest Telenors Kulturpris. I januar følger endnu et højdepunkt og opfyldelsen af en drøm: Marilyns solo cd ¿Elixir¿ med Jan Garbarek som gæstesolist udkommer på ECM. Fredag 1. februar er der igen lokalmusik på scenen - nemlig Jazz Collective, der spiller nykomponeret musik med elementer fra bebop, rock, funk og hiphop. Kvartetten består af Mads E. Klinksgaard (sax), Michael Møller (guitar), Kenneth D. Knudsen (kontrabas), Thomas A. Jakobsen (trommer). Lørdag er der mere traditionel musik på programmet. Ronald Andersens nye band spiller mere blues, gospel og soul, stærkt inspireret af Django Reinhardt, og helt i Ronalds uhøjtidelige, tilbagelænede stil. Med seks fremragende musikere, kendte i andre sammenhænge, og med sangerinden Anne Borgwardts rå stemme og fraseringer, kommer orkestret ud over scenekanten og helt ud til publikum. Ronald Andersen (guitar), Peter Rosendal (piano), Fredrik John (trombone), Finn Odderskov (saxofon), Stig Thorndyb (bas), Finn Hjelm Jacobsen (trommer) og Anne Borgwardt (vokal). Søndag er der det traditionelle bigband-træf, mens der også er Cathrine Legardh og NullerNix for sjov for børnene.

Forsiden