Lokale politikere til løbende dialog

Møder med Skørpings folkevalgte skal supplere suppemøder med borgmesteren

Margit Sig
Mikkel Hoffmann Andersen (S).
Lokalpolitik 1. februar 2011 09:12

Skørping Borgerforening introducerer nu en række fyraftensmøder med de seks byrådsmedlemmer, som er valgt i Skørpingområdet. Første gang er torsdag 3. februar kl. 17 i verandaen i Kulturstationen, hvor man kan møde Bertil Mortensen (SF), Leon Sebbelin (R), Mikkel Hoffmann Andersen (S), Søren Konnerup (V), Axel Réne Aubertin (Oplandslisten) og Ole Frederiksen (V). - Vi fortsætter med suppemøderne med borgmesteren, så dette er ikke en erstatning, men en fin kombination, siger Erling Junker Holst, formand for Skørping Borgerforening. Ideen til det nye tiltag er til gengæld opstået på suppemøderne: - Suppemøderne har efter min mening været en succes, hvor vi har fyldt verandaen hver gang. Og Anny Winther er godt nok fra Venstre, men hun er kommet her som borgmesteren med overblikket. Mange borgere har givet udtryk for, at de også gerne vil møde de lokalvalgte politikere, og det vil de gerne være med til. Og det ene udelukker jo ikke det andet, fortæller Erling Junker Holst. Fyraftensmødet kommer til at foregå på en uhøjtidelig måde med en snak over bordet, hvor borgerne frit kan komme med ros, forslag, kritik og ideer. - Det handler om at have en løbende dialog hele året, så tingene ikke går op i en spids, siger Erling Junker Holst. De næste fyraftensmøder med de seks lokale politikere bliver i maj og september. Borgerforeningens næste suppemøde med borgmesteren foregår torsdag 14. april. Skørping Borgerforening har i øvrigt fået 20-25 nye medlemmer efter nytår og er nu oppe på omkring 125 husstandsmedlemskaber. Også foreningens virksomhedsbesøg fungerer godt. Senest deltog 70 i besøget på Rold Storkro. Næste gang er det golfbanen, der skal besøges. Det bliver engang i maj.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...