Lokale Popstars i rampelyset

24 unge slog sig løs

PANDRUP:12-årige Line Aarestrup stiller sig selvsikkert på det sorte kryds midt på gulvet i musiklokalet på Pandrup Skole. Badet i skarpt projektørlys hilser hun på de tre dommere, kigger ind i tv-kameraet og giver sig i kast med Celine Dions "My Heart Will Go On" fra filmen Titanic. Den spinkle piges klare, kraftige stemme fylder rummet og giver flere af de tilstedeværende gåsehud, især da hun uden det mindste tegn på usikkerhed rammer de høje toner og synger videre, som om det var det letteste i hele verden. Line Aarestrup var én af de 23 piger, der sammen med en enkelt modig dreng deltog i første runde af den lokale Popstars konkurrence på Pandrup Skole i går. Deltagerne dyster om førstepræmien, som er to dage i et professionelt lydstudie, samt muligheden for at synge ved borgerfesten i Jetsmark Hallen 1. februar. Handelsstandsforeningen og Infokanalen stod bag konkurrencen, som kom til at ligne den "rigtige" Popstars konkurrence med vurdering af kritiske dommere og interviews til både den skrevne og elektroniske presse. Men der skulle mere til at ryste deltagerne end som så. Dommerne Mogens Pedersen, Jesper Nielsen og Torben Warncke var overraskede over det høje niveau, og at der fandtes så mange musikalske talenter i lokalområdet. Line Aarestrup har altid været glad for at synge, og derfor har hun gået til solosang i tre år. Drømmen om at blive en rigtig popstjerne som Britney Spears lever, men benene er nu aligevel solidt placeret i den pandrupske muld. - Man skal nok ikke håbe for meget på det, men det kunne da være sjovt. Det er ikke til at vide, om jeg bliver god nok, siger Line Aarestrup, som efter roserne fra de tre dommere også selv syntes, at det var gået ganske godt med at synge det svære Celine Dion-nummer. Mens deltagerne én for én blev kaldt ind for at fremføre deres nummer, gik snakken livligt over sodavand og chips, og nervøsiteten steg i venterummet. 15-årige Josefine Holm Jensen, Hune, var imidlertid ved godt mod og var overbevisende, da hun sang Shania Twains "You"re Stille The One". - Jeg var lidt nervøs, men det var ikke så galt. Jeg sang også sangen ved min kusines bryllup for et år siden, om min tante syntes, jeg skulle melde mig til. Jeg regner ikke med at komme til at lave af at synge, men det kunne da være fedt, siger Josefine Holm Jensen, som synes, at mange af de andre deltagere var helt vildt gode. Seks af de unge deltagerne mellem 12 og 17 år får mandag at vide, om de er blandt de seks, der går videre til anden rude, som afvikles lørdag. Udover vinderen, som skal i lydstudiet, skal nummer to og tre også synge ved borgerfesten.