EMNER

Lokale skakfolk endte midt i feltet

NYBORG:Selvom Jetsmarks bedste hold som pokalvinder sidste år ikke formåede at kvalificere sig til årets landsfinalestævne i pokalskak i Nyborg blev det alligevel til en flot sejr til Jetsmark, idet andenholdet vandt bredderækken med 19,0 point foran Struer med 15,0 point og Brønshøj med 14,5 point blandt de ialt sytten deltagende klubber. I Eliterækken deltog de bedste hold fra Nørresundby Skakklub og Aalborg Skakforening og begge hold opnåede 12,5 point. Således blev Nørresundby placeret på en delt 8.- og 9.- plads mens Aalborg-holdet endte som nummer ti blandt de seksten deltagende hold fra hele landet i Dansk Skak Unions 9. pokalfinale. I den indbyrdes match mellem Nørresundby og Aalborg blev det til en sejr på 3-1 til spillerne fra Solsiden. Ny pokalmester blev i sidste ende Skolernes Skakklub fra Århus med 19,0 point foran Brønshøj Skakforening med 18,0 point og Læseforeningen fra Odense med 17,0 point. I den bedste række deltog seksten hold med hver fire spillere. Hos juniorerne havde Aalborg Skakforenings to hold på imponerende vis kvalificeret sig til finalerunden i Nyborg og bedst placeret blev Aalborg I på en tredjeplads med 14,0 point efter Tjele på andenpladsen med 19,5 point og Tåstrup på førstepladsen med 20,0 point. Der var i alt elleve deltagende hold og heraf blev Aalborg II en flot nummer seks med 11,5 point efter de seks matcher. mølbæk