Lokale troldmandslærlinge

Beretningerne om Harry Potter har fået børn tilbage til bøgerne

HIRTSHALS: En perfekt oktoberfuldmåne skinner koldt og hvidt gennem tynde skyer som benzinvædet, søndderrevet tyll - en perfekt aften til at aflægge optagelsesprøve til Hogwarts skole. Det er lige, hvad 56 yngre mugglere, hekse og troldmænd skal, og selv om prøverne foregår på Hirtshals Bibliotek, så er det efter lukketid og under gadeniveau i bibliotekets kælder og altså lidt spændende. Der er syv discipliner, som aspiranterne skal igennem: Eliksirblanding, tapperhedsprøve, hvor lærlingene skal bevise, at de tør kaste sig over kulinariske mærkværdigheder som for eksempel myreæg og drageøjne, de skal identificere postugler og læse stjernetegn. Der er også 10 spørgsmål om Harry Potter og en quidditch-konkurrence, som involverer bolde og koste. Sidst, men ikke mindst, kan aspiranterne hos Madame Seralt få lagt en personlighedsprofil , som kan vise, om de egner sig til at blive troldmænd. - Hun siger, at jeg får skæg næste år. Og jeg går altså først i femte, siger en yngre aspirant af hankøn og lægger ikke skjul på, at er tvivlende over for i hvert fald den forudsigelse. Generelt lyder der mange kaglende og gnækkende fornærmelser bag fruens forhæng - dog lover hun aspiranterne uden undtagelse at blive både olde- og tipoldeforældre, og man må formode, at Madame mener: i levende live. Så det er jo godt nok ... Pia er ”langt over aldersgrænsen”, fortæller hun - storesøster til en af de deltagende piger. Derfor er hun heller ikke med i optagelsesprøverne, men nøjes med, som en anden Kassandra, at være sarkastisk fra sidelinjen: - Harry Potter-bøgerne er for en stor del Tolkien, C.S. Lewis, myterne om Kong Arthur, tilsat lidt græsk og romersk mytologi. Men forfatteren har åbenbart ramt rigtigt med det, hun skriver, siger hun og sigter til den kolossale popularitet, som historierne om Harry Potter har opnået gennem de senere år. Dette synspunkt bakkes op af bibliotekar Pernille Jespersen, som er den ene halvdel af initiativtagerne til optagelsesprøven: - Det er rigtigt, at mange mener, forfatteren er uoriginal og bare har ”lånt” fra allerede eksisterende værker. Men uanset, hvad man måtte mene om hendes forfatterskab, så kan vi konstatere, at hun har fået børn over hele verden tilbage til bøgerne, siger hun. Pernille fortæller, at hun og kollegerne var meget i tvivl om der overhovedet ville komme nogen til arrangementet, eftersom en lokal miniklub af drenge ”ihvertfald ikke skulle med” - det kom de nu alligevel, og det samme gjorde en masse andre troldmandsaspiranter, hvoraf de seks bedste vandt gavekort til den seneste bog, Harry Potter og Fønixordenen, som sælges fra midnat mellem 10. og 11. oktober overalt i landet. Samtlige aspiranter kunne vandre hjem gennem oktobernatten med et diplom.