Brønderslev

Lokalhistorie er klar til præsentation

Vendsyssel Årbog er klar med sin udgave 2011.

På mandag præsenteres årets udgave af Vendsyssel Årbog. Det sker i første omgang for de mange sognerepræsentanter i Historisk Samfund, som sørger for at bøgerne kommer ud til de 3000 trofaste abonnenter. Præsentationen finder sted på Idrætshøjskolen i Brønderslev. Årbogen er fyldt med interessante lokalhistoriske historier. Forfører og forbryder Én af dem er skrevet af Hugo Kristensen fra Sindal. Den handler om forføreren og forbryderen Christen Pedersen Lørslev, der huserede omkring Fladstrand i første halvdel af 1800-tallet. Vendsyssel Årbog rummer yderligere en god håndfuld artikler, der bringer læseren vidt omkring i den vendsysselske forhistorie. Foreninger og dysser Peter Ussing har skrevet om foreningsliv i Løkken, Klaus Ebbesen om grave fra dyssetiden, Ib Søgaard afdækker ny viden om P.S. Krøyers biologiske mor Elen Cecilie Gjesdahl og Lars Kjærgaard fortæller i en veldokumenteret artikel om den vendsysselske bonde Chr. Ledet, der døde 1911 og var kendt over hele landet for sine sarkastiske og kritiske artikler. Endvidere afdækker historiker Henrik Gjøde Nielsen den beske historie bag en gravsten på Løkken kirkegård over premierløjtnant Per Sørensen født 1913 og død i 1945, og Poul Andersen ridser et portræt af Sindal Trine - Ane Cathrine Jacobsdatter - og hendes efterkommere. En grum historie om ulykkelig kærlighed og selvmord ved hængning. Årbogen slutter som sædvanlig med en kavalkade over aktiviteterne i museer og arkiver i Vendsyssel. jb