Biersted

Lokalhistorien bliver gjort levende

På Poul Nøhrs mark vil verterantraktorerne tøffe rundt med redskaber. arkivFoto: Bent Bach

På Poul Nøhrs mark vil verterantraktorerne tøffe rundt med redskaber. arkivFoto: Bent Bach

BIERSTED:Egnssamlingen i den gamle Aabybro Kommune holder på søndag åbent hus i samlingen på Nørgårdsvej i Biersted. Det er 10. gang lokalhistorien byder indenfor. - Det er efterhånden blevet en tradition med vores åbent hus arrangement, hvor der er noget større aktivitet end normalt, siger formand Poul Nøhr. - Til daglig er vi ikke overbyrdet med at vise gæster rundt. Men åbent hus arrangementet plejer at være populært. Sådan et arrangemenet giver god kontakt til omverdenen, og det er nødvendigt, hvis vi fortsat skal have nye ting til samlingen, tilføjer han. Det er et alsidigt program eftermiddagen byder på. Udover at studere egnssamlingens store udstilling, kan man høre det lokale harmonikaorkester Go-Jawten spiller og Biersted Folkedanserforening kommer og giver en opvisning. Der er havetraktor-træk med mange fine præmier, og veterantraktorer vil tøffe rundt med forskellige redskaber. Er man mere til ægte hestekræfter, så er der mulighed for at få en tur i hestevogn. En hoppeborg skal skabe glæde hos de mindste. Der bliver demonstration af knipling, sølvarbejde og bolchefremstilling. Inger Andersen, akvarelmaler fra Aabybro, vil arbejde med motiver fra Biersted Kirke og mosen. Der kommer flere salgsboder, bl.a. med keramik og kurveting, glaskunst og honning. Endelig vil egnssamlingen selv stå for salg af kaffe, kage, vafler, is og forfriskninger.