EMNER

Lokalhistorisk efterår

FREDERIKSHAVN:Slægts- og Lokalhistorisk Forening har netop udsendt sit program for efteråret og kan byde på fem spændende arrangementer inden generalforsamlingen 4. marts. Allerede 14. august byder foreningen på tur til den mystiske sten, der går under navnet straffestolen. For at komme frem til stenen må man påregne en lettere anstrengende gåtur, inden den medbragte kaffe kan indtages ved gården Dybro. Stenens historie fortaber sig i det uvisse, men måske har det noget med Odin og hans ravne at gøre. Vil man høre mere, skal man bare møde op ved SparNords parkeringsplads i Jernbanegade. Næste punkt på programmet er et lysbilledforedrag med Hardy Jespersen, der vil fortælle om en tur rundt i byen før den store nedrivningsbølge i 60'erne. Det foregår i Sognehuset på Kirkepladsen. Kroppen i lyst og nød er i centrum den 14. november i Riddersalen på Bangsbo. Her arrangerer foreningen en udstilling om dr. med. Carl Ottosen og hans kurbadeanstalt på Frydenstrand samt om byens første motionsinstitut, nemlig Friederich August Møbis. Det foregår på Arkivets Dag 8. november, og her vil forskellige mennesker fortælle om kroppn i lyst og nød. Når julen nærmer sig, vil arkivar Erik S. Christensen fortælle om julen i Raabjerg for 200 år siden. Det sker i arkivbygningen på Bangsbo 11. december, og Erik S. Christensen vil tage udgangspunkt i Andreas Peter Gaardboes beretning om traditioner fra hans barndoms jul. Endelig vil Kenneth Kristensen fortælle om den tyske hærs enheder i Frederikshavn. Hvad lavede russerne i byen under krigen, hvilke offentlige bygninger lagde tyskerne beslag på, og hvad brugte de dem til? Det belyser han i Sognehuset 8. januar.