Lokalopgør blev en fuser

De mange tilskuere fik ikke en særlig velspillet kamp at se.
Fodbold 1. maj 2007 06:00

Af Poul Borup jammerbugtnordjyske.dk SALTUM: De mange tilskuere ved Nols havde set frem til et spændende lokalbrag i sommersol mellem Saltum og Jetsmark i serie 2. De kom til at kigge langt efter begge dele, idet klubhuset denne aften lå i kold april skygge, og de blev heller ikke vidner til en særlig velspillet kamp. Der stod for meget på spil for de to mandskaber til at de turde løsne tøjlerne, i stedet blev det en forkrampet affære, hvor der blev lagt vægt på forsvarsspillet. Hjemmeholdet lagde bedst ud og allerede efter syv minutters spil scorede Søren Jonstrup til 1-0 efter et frispark, hvor Peter Mortensen header et indlæg videre til Søren Jonstrup, der resolut knalder bolden ind. SIF. fortsætter med at lægge pres på udeholdet, men de store chancer udebliver og i stedet kommer JIF med i opgøret, de har bolden mest og overtager initiativet, men hjemmeholdet står godt i forsvaret. I 2. halvleg er det fortsat JIF der er spilstyrende, men de kommer ikke til nævneværdige chancer før midt i halvlegen, hvor de tilspiller sig en chance, de burde score på. Omvendt bliver hjemmeholdets Peter Mortensen spillet blank foran mål syv minutter før tid, men han afslutter direkte på målmanden, og Saltum kan trække sig tilbage med en 1-0 sejr. Efter kampen var træner for SIF, Tony W. Christensen, selvfølgelig ovenud tilfreds med de tre point, og han kunne godt forstå at JIF var utilfreds med udfaldet. Han går da også så langt som at indrømme, at kampen måske burde have endt uafgjort. - Vi har nu 9 point for 4 kampe og er på 2. pladsen i kredsen, siger træneren. Hjemmeholdets bedste spiller blev angriberen Peter Mortensen. Holdet spiller næste kamp allerede torsdag aften på udebane mod Vestbjerg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...