Lokalplan for omstridt byggeri

Politikere lytter til Naturklagenævnet og laver plan for Børge Juuls store projekt

Lokalpolitik 12. juni 2003 08:00

SÆBY: De lokale politikere forsøger nu at afværge nye slagsmål om entreprenør Børge Juuls ambitiøse byggeprojekt på DLG-grunden på Sæby Havn. I overensstemmelse med Naturklagenævnets anvisninger skal der således laves en lokalplan og et kommuneplantillæg for projektet. Samtidig har kommunen hyret en af landets bedste advokater i byggesagsbehandling, københavnske Mogens Mo, i bestræbelserne på at undgå flere fejl. - Vi er godt klædt på, og jeg kan ikke forestille mig, at vi løber ind i flere problemer, siger borgmester Folmer Hansen (V). Heller ikke Kommunelistens Tommy Thomsen er bekymret. - Vi gør det, som Naturklagenævnet opstiller som mulighed for projektets gennemførelse. Det er muligt, at der kommer mange klager, men så lytter vi til dem og forsøger at indarbejde dem i den endelig plan, siger han. Forundret For Folmer Hansen er det afgørende, at lokalplanen overhovedet ikke ændrer på det projekt, Børge Juul har fremlagt. Det handler udelukkende at være på sikker grund juridisk. - Vi laver planen uden synderlig begejstring. Jeg er forundret over, at kommunens selvbestemmelse er så lille, som det er tilfældet i denne sag. Men vi må tage det til efterretning og være mere forsigtige fremover. Det betyder, at vi kommer til at lave mange flere lokalplaner. Det er jeg ked af, for det gør alting mere bureaukratisk, siger borgmesteren. Baggrunden for miséren er, at Børge Juul rev den gamle DLG-bygning ned. Så blev hans indkøbscenter pludselig betegnet som et nybyggeri og ikke som en ombygning af en eksisterende bygning. Det betød, at projektet pludselig kolliderede med lokalplanen for området. Dette problem forsøgte politikerne at omgå ved at dispensere, men den gik ikke. Særbehandling Byrådsmedlem Flemming Sten (C) er ikke begejstret for lokalplanarbejdet. - Man har fjernet sig meget langt fra udgangspunktet. DLG-bygningen blev sat til salg, og der blev lavet et udbudsmateriale. Heri hed det blandt andet, at projekter for bygningen skulle være i overensstemmelse med den gældende lokalplan. Alligevel laver man nu en ny lokalplan for at fremme et af de seks projekter, der blev fremlagt. Det ligner særbehandling, siger Flemming Sten. Han mener, at kommunen burde starte helt forfra og bede eksperter komme med bud på, hvordan et byggeri på DLG-grunden kunne se ud. Til grin Lars Sørensen, Sæby, var en af de seks investorer, der bød på DLG-bygningen. Han har klaget til Tilsynsrådet, fordi han mener, at Børge Juul fik positiv særbehandling i forbindelse med købet af ejendommen. Han er rystet over, at der nu skal laves en ny lokalplan. - Jeg brugte mange penge på at lave et projekt i overensstemmelse med den gældende lokalplan og udbudsmaterialet. Så jeg føler mig til grin, når man nu laver en lokalplan for at fremme et andet projekt. Det er uhyggeligt, at kommunen kan forvalte på denne måde, siger Lars Sørensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...