Lokalplan ikke i strid med regler

Plan for område i Blokhus godkendt

Blokhus 14. september 2002 08:00

BLOKHUS: Pandrup Kommune skal ikke frygte et eventuelt sagsanlæg fra Beach Bowl, efter at et lokalplanforslag for området ved Torvet 15 i Blokhus blev godkendt af byrådet på byrådsmødet torsdag aften. Det er konklusionen i den juridiske vurdering, som kommunen har fået lavet af advokatfirmaet Bech-Bruun Dragsted. I forbindelse med offentlighedsfasen er der kommet en række indsigelser mod lokalplanforslaget. Ikke mindst Beach Bowl har protesteret, fordi der åbnes mulighed for at etablere en virksomhed af samme type som Beach Bowl, og fordi en eventuelt ny virksomhed at samme type ikke pålægges samme restriktioner som Beach Bowl, der mener, at der kan blive tale om konkurrenceforvridning. Advokat Jens Flensborg, , slår i sin redegørelse fast, at kommunen ikke skal tage hensyn til, at der eventuelt etableres en virksomhed, der er en konkurrent til Beach Bowl. Konkurrencemæssige forhold er ikke et planlægningsmæssigt hensyn, hedder det i advokatens vurdering. Borgmester Flemming Jansen (V) foreslog på byrådsmødet, at der blev slettet fire linier i lokalplanforslaget, således at der ikke bliver mulighed for at etablere eksempelvis bowlingbaner, squashbaner, minibiograf og lignende i bygningerne på Torvet 15. Morten Marinus Jørgensen (DF) sagde, at lokalplanforslaget gav mulighed for at skabe et mere harmonisk Blokhus, hvor centrum bliver knyttet tættere sammen. Han kunne dog godt forstå, at restauratører var betænkelige ved, at der eventuelt kommer flere bevillinger i byen. Morten Marinus Jørgensen tilføjede, at Bevillingsnævnet bør holde et vågent øje med antallet af bevillinger i Blokhus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...