Lokalpolitik

Lokalplan næsten godkendt

En af de sidste forhindringer for Nordjysk Andel er nu af vejen

DRONNINGLUND:Lokalplanen for området ved Nordjysk Andel har længe holdt for rødt i bureaukratiets lysregulering. I sidste uge slukkede teknik- og miljøudvalget det røde lys. I går kom turen så til kommunens økonomiudvalg, som med et pennestrøg fjernede det gule. Nu er kun det grønne tilbage, og dermed forventes det, at lokalplanen køres i mål på byrådsmødet tirsdag den 11. marts. Onsdag eftermiddag behandlede økonomiudvalget i Dronninglund Kommune den omdiskuterede lokalplan vedrørende området ved Storskovvej nord for Dronninglund by. Hvis forslaget til den nye lokalplan vedtages, gives der samtidig lov til, at Nordjysk Andel kan udvide produktionsfaciliteterne. Det medfører blandt andet en skorsten på 82 meter, som virksomhedens naboer har været stærke modstandere af. Inden behandlingen i økonomiudvalget havde lokalplanen 25. februar været oppe at vende i udvalget for teknik og miljø. Her blev der enstemmigt bakket op om den omstridte plan, som skal forbedre vilkårene for byens erhvervsliv. Med godkendelsen fra teknik- og miljøudvalget i hånden blev sagen så debatteret onsdag eftermiddag. På forhånd så det ud til, at Benny Karlsen (SF) ville være ene om at tage naboernes parti, og det kom til at holde stik. Dermed kunne også økonomiudvalget godkende forslaget til ændring i lokalplanen, som Benny Karlsen var alene om at modsætte sig. - Jeg er ikke glad for indstillingen, men sådan er demokratiets spilleregler, så jeg er jo nødt til at bøje mig. Det må jeg bare leve med, men jeg synes, at det er værre for naboerne. Der er blevet lagt for lidt vægt på, hvad de mener, siger Benny Karlsen. Borgmester Mikael Klitgaard (V) erklærede sig efter mødet tilfreds med økonomiudvalgets beslutning, og havde ikke yderligere kommentarer til sagen. Han vil i stedet se frem mod den afsluttende behandling i næste uge. Dermed mangler kun en endelig vedtagelse på byrådsmødet den 11. marts, men det forventes at blive en ren formalitet med de hidtidige godkendelser in mente.