Lokalpolitik

Lokalpolitikerne i venteposition

Mens borgerne i Sejlflod Kommune debatterer kommunesammenlægninger, ligger forberedelserne stille på rådhuset. - Kommunalbestyrelsen har besluttet, at den vil høre borgerne, før den tager en beslutning. Derfor er punktet først på dagsordenen igen til byrådsmødet 6. oktober, fortæller kommunaldirektør Jørn Carlsen. Sejlflod Kommune har tidligere holdt møder med Nibe, Skørping og Støvring om en landkommune og med Aalborg Kommune. Men nu holdes mødekalenderen tom, indtil borgerne har givet udtryk for, hvem de ønsker, at borgmester Kristian Schnoor fortsætter forhandlingerne med. Kommunesammenlægningerne blev ikke nævnt ved byrådets møde onsdag, og det første borgermøde torsdag har endnu ikke været oppe at vende på rådhuset. Borgmester Kristian Schnoor er i øjeblikket i Finland, men viceborgmester Tage Stevnhoved (DF) er ikke bange for, at løbet er kørt, når Sejlflod Kommune igen er klar til at diskutere sammenlægninger. - Jeg tror, at de andre kommuner vil afvente, hvad vi gør. Både Støvring, Skørping og Aalborg kommuner har være positive. Og det er min forventning, at de vil vente på os, siger han. .