Katte

Lokalsamfund enige om tilskudskroner

280.000 kommunale kroner er øremærket til lokale projekter - 23 lokalområder skal fordele puljen

BRØNDERSLEV-DRONNINGLUND:Landsbyrådet har nu fordelt de 280.000 kroner, som Brønderslev Kommune har øremærket til lokalområderne. Også de 120.000 kroner, der er afsat til forsamlingshusene i den nye Brønderslev Kommune er fordelt. - Landsbyrådet har været utroligt ansvarligt. Da vi bad repræsentanterne fra landsbyerne ønske sig penge til mindre projekter, gjorde de det. Der kom ønsker ind for 393.200 kroner, og dem fik vi barberet ned til de 280.000 kroner, som vi havde at gøre godt med, fortæller formand for Landbyrådet Eddy Marrup. I den gamle Brønderslev Kommune fik de 12 landsbysamfund tidligere år 250.000 kroner til at realisere lokale projekter. I den nye kommune er dette beløb hævet med 30.000 kroner, men beløbet skal så til gengæld dække hele den nye kommune. Den nye kommune omfatter således 23 lokaleområder. - Pengene blev fordelt i skøn samdrægtighed, siger formanden. Ud over de 280.000 kroner var der 120.000 kroner til de 12 forsamlingshuse, der var godkendt til tilskudsberettigede via puljer i de to gamle kommuner. - Der var seks forsamlingshuse i hver af de tidligere kommuner, og de har fået 10.000 kroner hver, oplyser Eddy Marrup. Lokalområderne har søgt om at få del i puljen på 280.000 kroner til specifikke projekter. Og det er ikke beboerforeninger alene, der kunne søge penge fra puljen. - En boldklub, Lokalbladet, et lokalarkiv og en teaterforening har eksempelvis søgt penge fra puljen. De nye vedtægter omhandler lokalområder, og fra hvert område er en repræsentant valgt til at varetage alle foreningers interesser, tilføjer formanden. Eddy Marrup glæder sig samtidig over, at den østlige del af kommunen har søgt om at få del i tilskudskronerne, da man ikke her har haft en pulje øremærket til projekter i oplandet. Byrådet skal på mødet i april godkende fordelingen, og derfor er beløbene endnu ikke offentliggjort.