Lokalslag hver anden uge

AaB Ishockey og Frederikshavn White Hawks mødes ni gange i grundspillet i AL-Bank Ligaen.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ronny Larsen i duel med Sylvain Dufresne. Foto: Scanpix

Der er udsigt til masser af lokalopgør på isen i det nordjyske i den kommende sæson, hvor AaB Ishockey og Frederikshavn White Hawks først mødes i to træningskampe og derpå hele ni gange i et grundspil i AL-Bank Ligaen, hvor kampantallet er skruet op på 39 i den kommende sæson. Derefter kan de nordjyske klubber risikere at mødes i en kvartfinalepulje med fire indbyrdes kampe, og endelig er der muligheder for sammenstød i eventuelt syv semi- eller finalekampe. I AaB Ishockey er den erfarne angriber Ronny Larsen lidt bange for, at interessen vil kølnes hos tilskuerne, når der bliver så mange lokalslag, ligesom han er skeptisk overfor et udvidet antal kampe i grundspillet, samtidig med at flere spillere har et civilt job ved siden af. Samme skepsis har White Hawks-cheftræner Henrik Christiansen ikke, og han ser frem til de mange lokalslag med en tro på, at tilskuerne kommer i stort tal til samtlige opgør, især hvis de to klubber er jævnbyrdige i sæsonen. Glad for en enkelt sæson med mange lokalslag er også White Hawks kasserer Henrik Andersen, men han håber, at AL-Bank Ligaen hurtigt muligt får flere end næste sæsons blot otte klubber, fordi han ellers frygter, at varen bliver for ensartet.

Forsiden