Norge

Lokalt mesterskab på ski

Frederikshavnerne overtager pisterne ved Gautefall i Norge for at sikre sig det lokale mesterskab

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det er to år siden, der sidst blev afviklet frederikshavnske skimesterskaber i Gautefall i Norge. Også dengang var der tryk på pisterne

Der er gengangere, når Peiter Sport efter et enkelt års pause er klar med Frederikshavns Skimesterskaber i Alpint Skiløb i Gautefall i Norge. Men der er langt flere ubeskrevne blade i det store felt af skiløbere, og derfor er det helt umuligt at lave en seedning. Det slår Mike Grey fra Surf og Ski, der forestår turen på vegne af Peiter Sport, fast - og i øvrigt er det ikke så afgørende. For selv om der selvfølgelig er en konkurrence, så er det mest af alt en tur op til sneen, hvor man kan få lov til at være i skiføre en aften og to hele dage. Og som de tidligere år kommer skiløberne fra nær og fjern - hele Vendsyssel og såmænd også helt fra Århus. Der er fire brødre, der har besluttet sig for en herlig herretur med mesterskabspokalen inden for rækkevidde. Der er firmaet, der har valgt at lægge skovturen til Gautefalls pister. Og der er familien, som har tilmeldt sig 10 mand høj. - Så man kan roligt sige, at de Frederikshavnske mesterskaber i Alpin Skiløb rammer en virkelig bred målgruppe, siger Mike Grey. Selve konkurrencen går på at holde samme tid i to gennemløb. Så tager man turen ned ad pisten i samme fart, som aktiekurserne er dykket i 2008, så skal man altså gøre det to gange i træk, hvis man vil være Frederikshavnsmester. Og styrter man på første gennemløb, så skal man være indstillet på at gøre det samme i andet gennemløb også. Hvis det lykkes - omtrent synkront - deltager løberen i øvrigt også i konkurrencen om ærestitlen - Årets styrt. - Vores tilmeldingsfrist udløber i morgen, og allerede nu er vi så tæt på 100 deltagere at vi i hvert fald forventer at runde det tal, siger Mike Grey. Det er næsten dobbelt så mange deltagere som sidste år. Mesterskaberne afvikles søndag 18. januar. Der er udrejse allerede fredag 16. januar fra Hirtshals til Kristianssand, hvorfra der kun er en relativ kort bustur til Skicentret.