EMNER

Lokalt ønske om gratis grus og salt til borgerne

Borgere i gamle Dronninglund Kommune mister lokale saltdepoter. Danielsen ønsker sag vurderet på ny

DRONNINGLUND/BRØNDERSLEV:Byrådsmedlem Bendt Danielsen (borgerlisten) mener, at beslutningen om at droppe grus- og saltdepoter til private grundejere bør revurderes. Teknik- og miljøudvalget blev på et møde i den forgange uge orienteret om, at ordningen med at udlægge kommunale grus- og saltdepoter i lokalsamfundene er ophørt. I den tidligere Dronninglund Kommune kunne private grundejere kvit og frit hente grus og sand til fortove og indkørsler fra lokale, kommunale depoter, og den ordningen ser Bendt Danielsen som en god service. Han mener derfor, det bør undersøges, om ikke den kan fortsætte. - Jeg synes, det er en skam, at den udmærkede borgerservice - ikke mindst overfor ældre mennesker - skal stoppe. Den gør, at borgerne rundt omkring har let ved at få fat i sand og grus i de forskellige boligområder i byerne. Selvfølgelig er det en kommunal udgift, men det er en god service, tilføjer Bendt Danielsen. - Det er en borgerservice, som kommer mange mennesker i vores kommune til gavn - og som kan være med til at sikre, at grundejerne får forebygget, så risiko for faldskader minimeres, tilføjer Bendt Danielsen. Han understreger samtidig, at det selvsagt er grundejernes ansvar at fortove og indkørsler er ryddet og saltet. Bendt Danielsen erkender, at ordningen ikke alene kan fortsætte i den tidligere Dronninglund Kommune, men også bør omfatte den tidligere Brønderslev Kommune. - Jeg vil slå et slag for, at ordningen tages op til fornyet vurdering, siger Bendt Danielsen. 26. november skrev han til teknisk chef og til leder af vejområdet, idet han på var blevet kontaktet af borgere fra flere byer. ¿I denne weekend er jeg fra flere sider blevet gjort opmærksom på, at der tilsyneladende ikke længere er grus/salt til rådighed for grundejere i form af de depoter, der tidligere har været placeret forskellige steder i byerne.¿, skrev han. ¿Jeg var af den opfattelse, at denne udmærkede service for borgerne stadig er til rådighed - uanset, at man har ændret den tidligere fortovsrydning/grusningsordning.¿