Lokkede med falske hovedpræmier

Komikeren Povl Carstensen var bange for, at folk skulle vinde hovedpræmien i hans boldkast-bod

Da stand-up-komikeren Povl Carstensen var 17 år, stod han for en af de mere anonyme forlystelser på Bakken. Aktiviteten var boldkast, og den unge Carstensens opgave var at samle dåser op, når folk ramte dem. Og det gjorde folk tit. - Det var hårdt arbejde, for jeg skulle jo samle op hele tiden. Folk syntes, at det var meget sjovt at skyde boldene væk. Men det syntes jeg ikke. Og jeg blev helt træt i rygen af at samle dåser op, stønner han. Men det værste var slet ikke det fysiske arbejde. Frygten for at boldkasteren skulle vælte alle dåser i første hug var langt værre. For så var der frit valg på alle hylder. - På allerøverste hylde stod der nogle hele flasker sprut, men der var ikke noget i flaskerne. Der var bare malet på, så det så ud som om, at der var noget i. Så jeg var jo nervøs for, at der skulle komme en stor Hells Angels-rocker fra Sverige og vælge en flaske whisky, siger han. - Men det var vist fysisk umuligt at vælte dem allesammen. Så skulle man i hvert fald være rigtig stærk. Som ansvarlig for boldkast, skulle man forsøge at lokke kunder ind i butikken, men Bakken har sikkert haft boldkastansvarlige som var bedre sælgere end Povl Carstensen. - Jeg hyggede mig meget godt, men det var så hårdt arbejde at skulle stå der og råbe. Jeg havde svært at hidse sig op til at skulle råbe, at folk skulle komme hen og skyde en læderbold ind i nogle dåser, siger han. Povl Carstensen fortæller, at det eneste opløftende ved jobbet var, at man kunne tage lidt penge i kassen og købe sig en bøfsandwich til frokost. Men det var ikke nok til at få ham til at vælge en karriere indenfor tivoliverdenen. Da hans kammerat fik helvedesild og blev fyret, følte Povl Carstensen sig nemlig også forpligtet til at holde. - Jeg sagde til dem, at jeg også ville blive hjemme for at passe mit helvedesild, og så blev jeg også fyret.