Turisme

Lokkende pakker under træerne

Rold Skov-området skal tjene mere på turismen ved at tilbyde pakker, der på forskellige måder, bruger de muligheder, egnen giver

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den kommende infoportal ved Rebild Bakker indgår også i tankerne om turismens fremtid i området.Arkiv-illustration

Turismen i Rold Skov-området skal styrkes, og det kan blandt andet ske ved at tænke på tværs. Sådan lyder det fra turistchefen i Rebild Kommune, Bodil Christensen. - Vi skal have de lokale aktører til at samarbejde om at tilbyde pakker til turisterne med oplevelser, siger hun Pakkerne kan i princippet indeholde alt mellem himmel og jord, men skal tage udgangspunkt i de muligheder, området byder på. Idéen er både at hæve værdien for de turister, der allerede har valgt at komme til Rold Skov-området, men også at lokke nye grupper til. Der er allerede flere initiativer, som har taget hul på at tænke i pakker, fortæller turistchefen, og giver som eksempel at Comwell Rebild Bakker har tilbudt operatur med overnatning og madkurv i forbindelse med Opera i Rebild. - Vi skal fokusere på det, vi allerede har i forvejen, men så hjælpe turisterne ved at lave færdige pakker, hvor der er tænkt på for eksempel instruktører, guider, overnatning og forplejning. Turistchefen vil ikke lægge sig fast på bestemte typer aktiviteter, men i stedet lade det være op til områdets mange aktører om at udtænke og udvikle mulighederne. I forbindelse med forarbejdet til en ny turistpolitik har restauratører, naturfolk, foreninger, kommunale aktører og mange andre allerede været samlet i arbejdsgrupper. Det samarbejde håber Bodil Christensen kan fortsætte. - Vi stiler efter at oprette formaliserede, faste netværk med alle de relevante aktører, sådan de løbende kan inspirere hinanden til nye aktiviteter, siger hun.