Detailhandel

Lokker med rentefri kredit

Svære tider i detailhandelen kalder på nye tilbud.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

For tiden har Elgiganten og en række andre kæder også tilbud på finansiering.Arkivfoto: Lars Pauli

En række af landets butikskæder, blandt andre Elgiganten og Bilka, tilbyder i øjeblikket rentefri lån med flere års løbetid. Det er også muligt at købe fotoudstyr fra Canon hos Click over tre år uden renter, og du kan endda finansiere et køkken til 250.000 kroner hos Invita uden at betale renter i låneperioden. Det handler alt sammen om at skabe et mersalg og hente markedsandele. - Først og fremmest har vi ønsket at give kunderne et ekstra alternativ, når køkkenet skal finansieres, men vi håber da også, at muligheden kan få nogen til at vælge os i stedet for andre leverandører, siger innovationsdirektør Helle Fyllgraf, Invita. Firmaet tilbyder at finansiere køb af køkken for op til 250.000 kroner over fire år. - Det er jo en stor investering at anskaffe nyt køkken, og hvis man ikke ønsker at betale kontant eller eksempelvis låne hos kreditforeningen, har vi nu denne mulighed, nævner Helle Fyllgraf. - Man har jo længe kunnet købe ny bil med finansiering hos forhandleren, og vi vil også gerne tilbyde muligheden, når det gælder køkkener, siger hun Hos Bilka nævner Jørgen Boye, indkøbschef for elektronik, at den skærpede konkurrence har skabt behov for nye tilbud: - Detailhandelen har det svært i øjeblikket, og tilbuddet om rentefri kredit er en måde at skabe noget ekstra omsætning på. Jørgen Boye erkender, at der er omkostninger forbundet med at tilbyde rentefri kredit: - Men det kan godt betale sig. Han understreger, at kreditvurderingen af kunderne er ens, uanset om man ansøger om rentefri kredit eller de normale lånemuligheder, og han afviser, at udgiften til finansieringen blot får varerne i butikken til generelt at stige: - Det hindrer konkurrencen, og for kunderne er der heller ingen forskel på at købe varerne på kredit eller kontant. Prisen på de gode tilbud er jo den samme, påpeger Jørgen Boye.