Hjørring

Lokker nøgenbilleder fra børn via onlinespil

20-årig lokkede 58 utugtige billeder fra børn via onlinespil og sociale medier

Arkivfoto

Arkivfoto

HJØRRING:I sidste måned blev en 20-årig mand fra Hjørring dømt for at have lokket 58 utugtige billeder ud af børn via Momio.dk og andre sociale medier. De børnepornografiske billeder blev herefter distribueret videre til andre på nettet.

Sagen er langt fra enestående, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

Antallet af sager, hvor børn og unge bliver lokket og manipuleret til at sende pornografiske billeder af sig selv, er støt stigende. Og farerne lurer i højere grad på onlinespil, hvor børn bliver udnyttet til gengæld for gaver, der kan hjælpe dem i spillene.

- Tendensen de seneste år er, at vi får flere sager om krænkelser på spille-sites. Krænkerne søger derhen, hvor børnene er, siger Søren Jensen, der er leder af teknisk efterforskning hos Nordjyllands Politi.

Kendte onlinespil

Nogle af de spil, hvor krænkeren har skabt kontakt til sit offer, er World of Warcraft, Moviestarplanet, Go Supermodel, Momio og Minecraft. Her udnytter krænkeren barnets store ønske om at klare sig godt i spillene, forklarer Søren Jensen.

- Vi ser, at krænkeren taler sig ind på børnene og skaber tillid, og i nogle tilfælde tilbyder dem nye våben eller noget andet, de skal bruge i spillet, til gengæld for nogle modydelser. På et tidspunkt kan barnet være blevet lokket til at sende nøgenbilleder af sig selv, som krænkeren så truer med at afsløre på f.eks. Facebook, hvis han ikke får mere, siger Søren Jensen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.