EMNER

Lollænder eftersøger gammel veninde

Han satte en annonce i avisen for at finde kvinden, der gav ham en tallismand

FREDERIKSHAVN:Torsdag havde 68-årige Poul Jakobsen fra Guldborg på Lolland en noget speciel annonce i avisen. Han efterlyser en gammel veninde, som han havde kontakt med for 43 år siden. Kvinden hedder Inger Lise Knudsen og hun er datter af den tidligere læge i Frederikshavn, Ole Knudsen. Poul Jakobsen og Inger Lise Knudsen var kærester i den glade studietid i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne. De har ikke haft kontakt med hinanden, siden Poul Jakobsen tog til Toscana og var dernede i nogle år. Men en HP 3530-scanner fra Expert i Nykøbing Falster satte gang i nogle gamle følelser hos Poul Jakobsen. Han købte scanneren torsdag i sidste uge. Da han havde sat den til i hjemmet i Guldborg, pløjede han alle sine gamle billeder igennem for at se, hvad han skulle scanne. Der faldt han over et billede af den gamle veninde, og så tog han skridtet med annoncen. - Jeg har tænkt på Inger LIise mange gange siden vore veje skiltes, men da jeg så billedet, satte det ekstra mange tanker i gang, siger den lollandske romantiker. Han understreger dog, at målet ikke er at blive kæreste med Inger Lise igen. - Jeg håber på en mulighed for lige at hilse på hende og tage en sludder om gamle minder. Hun har betydet meget for mig, og så gav hun mig en talismand, der har hjulpet mig gennem meget, fortæller Poul Jakobsen, der er tidligere reklamechef i PBS, men i dag er pensionist. Talismanden, en lille sæl på syv centimeter, har været hans tro følgesvend i mange år. Og som eksempel på dens indflydelse nævner han en sangkonkurrence i Sydeuropa. - Jeg deltog engang i en National Song Contest på Middelhavskysten. Og jeg blev nummer tre i konkurrence med 28 rasende dygtige italienere - selvfølgelig med den lille sæl i inderlommen, erindrer Poul Jakobsen. Efterlysnings-annoncen har faktisk hjulpet. Han fik en mail fra svigerdatteren til hende, der i mange år var hushjælp hos Ole Knudsens familie. Svigerdatteren ved ikke, hvor Inger Lise befinder sig, men hun gav ham adressen på søsteren i Egå. Den ivrige lollænder har derfor sendt et brev til hende, hvor han forklarer sagen. Han forventer at få svar tilbage fra søsteren i næste uge. NORDJYSKE følger naturligvis om det lykkes Poul Jakobsen at finde frem til Inge Lise Knudsen, og historien dermed kan ende som et lille juleeventyr.