Lolland på menuen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lokale dan­ske rå­va­rer som det be­røm­te Læsø Sydesalt er med til at sik­re et bredt ud­valg af kva­li­tets­fø­de­va­rer på su­per­mar­keds­hyl­der­ne. Foto: Ras­mus Baaner/Pol­fo­to

Københavnske gourmetkokke har sammen købt et hotel på Lolland med det erklærede mål at gøre hotellet til udstillingsvindue for egnens gastronomiske formåen. Lolland-Falster er den frodigste og mest mangfoldige råvareleverandør i Danmark, mener kokkene. De opfordrer de lokale landmænd og fødevareproducenter til at ranke ryggen og satse på kvalitetsfødevarer. Hotel Saxkjøbing ligner mere et hendøende provinsetablissement end et trendy gourmetmekka, som det ligger midt på torvet i den lille søvnige by Sakskøbing på det nordlige Lolland - få kilometer fra Knuthenborg Safaripark. Det engang glorværdige hotel har da også haft sine nedture, men nu dækkes der igen op med kandelabre og højstilkede vinglas på det gamle hotel. Stedet er netop blevet opkøbt af kokkene Claus Meyer (Meyers Mad og meget mere), Erwin Lauterbach (Restaurant Saison) og Carl Jones (tidligere Restaurant Ved Stalden). De er toneangivende herrer inden for dansk gastronomi og agter at sætte hotellet i stand og sætte fokus på de mange gode råvarer, som Lolland-Falster og de omkringliggende øer producerer. Endnu er der meget langt mellem hotelgæsterne, men hver uge fra torsdag til lørdag liver stedet op, og folk fra hele landsdelen valfarter dertil for at spise, hvad ejerne selv kalder “simple retter af de bedste lokale råvarer”. Med efterårets menu holder kokkene, hvad de lover. Råvarerne er fortrinsvis hentet i regionen. På menuen er blandt andet en ret med hvedekerner fra Majbølle, græskar fra Sakskøbing og sorte trompetsvampe fra Kristianssæde Skov. Ovnbagt torsk fra Hesnæs med sauterede porrer fra Killerup. Ristet råvildt fra Aalholm og oste, der er færdigmodnet af Købmand Jens i Øster Ulslev. Æblechutney og de indbagte æbler i hotellets dessert er naturligvis fra Lilleø nord for Lolland, hvor Claus Meyer - der selv er opvokset i Nykøbing Falster - driver gården Vigmosegaard med tilhørende æble-, pære- og blommeplantager. Selv rødvinen kan hotellets gæster vælge at få i en lokal variant.