Lomborg en farlig mand

Forskning 10. januar 2003 01:00

Miljøbevægelsen er skræmt til døde. Bjørn Lomborg er en farlig mand. Han skal uskadeliggøres. Hvad kan denne forskers kritiske holdning ikke ende med? Perspektiverne forekommer uoverskuelige. Alt for meget står på spil. Hvordan vil det gå med den opnåede magtposition? Og bevillingerne tørrer måske ind, og hvad med de mange embeder! Nej, den karl må ned med nakken. Miljøimperiet tog ingen chancer. Økologerne mobiliserede videnskaben. Klager over direktør Lomborgs opdagelser væltede ind til Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Det gjaldt om at få videnskaben bragt i stilling. At få Bjørn Lomborg stemplet som uvidenskabelig. Manøvren lykkedes. Udvalget gav efter for presset. For en stund kan det internationale økologiske broderskab ånde lettet op. Frygten for Lomborgs bog er forståelig. Alle ismer har deres tid. Medvinden varer aldrig ved. Nu er økologismens time ved at falde i slag. Nedtællingen er begyndt. Kloden over spirer kritikken. Også flere og flere danskere sætter spørgsmålstegn ved miljøvæsnets troværdighed. Foreligger der overhovedet et miljøproblem i Danmark? Sådan spørges der. Har miljøbevægelsens påstande om den voksende forurening noget på sig? Eller forholdet det sig omvendt? Er den forureningshistoriske udvikling forløbet i den stik modsatte retning, som miljøbevægelsen hævder? Det er ikke svært at svare endog meget sikkert på ovennævnte anliggender. Før i tiden eksisterede en så ringe miljøtilstand i Danmark, at kun de mest tilbagestående u-lande i dag kan opvise noget lignende. Virkelig uhumske forhold fandtes. Megen sygdom florerede af samme grund, og den menneskelige fysik forekom svag, og middellevetiden var lav. Forbedringerne satte ind i slutningen af 1800-tallet. Sundere forhold indtraf med industrialiseringen og den stigende velstand. I dag er drikkevandet, fødevarerne, luften, ja det totale miljø uendelig meget renere og grønnere end tilforn. Ingen nok så fingerfærdig forskning formår at pille ved dette perspektiv. Må det være tilladt at henvise til bogen, "Den økologiske Krigsførelse", der aldrig er blevet tilbagevist af videnskaben. Det kan nemlig ikke lade sig gøre. Skal man da betragte miljøbevægelsen som en politisk affære? Ja, netop. Økologismen opstod i USA ved indgangen til 1960'erne. Universiteterne i Californien summede dengang af politisk aktivisme. Ned med kapitalismen, lød kampråbet. I denne fortættede atmosfære kom studenterne på at bruge miljøet som et våben mod de næringsdrivende. Opgejlede kandidater og lærere kastede sig over industri og landbrug. Anklagerne mod næringslivets ødelæggelse af miljøet tog fart. Rapport efter rapport afslørede pludselig stribevis af giftigheder og kommende katastrofer, som ingen tidligere havde haft øje for. Den amerikanske miljødebat blev med studenteroprøret i 1968 importeret til Europa. Også universiteterne i Danmark kastede sig over det givtige tema. Læreanstalterne så straks store muligheder i forureningen. Dels kom der gang i kapitalismekritikken og dels i jagten på levebrød. De intellektuelle opdagede deres egen styrke, ligesom de erfarede producenternes svaghed. Magten var ved at skifte hænder. Uddannelsesvæsnet viste sig stærkere end pengevæsnet. Sagt med et slagord: Intellektualen trumfede kapitalen. Forureningen er opfundet af intellektuelle. Ingen videnskab kan afvise denne kendsgerning. Økologismen dyrkes på læreanstalterne. Danmarks Radio er med i forreste geled, og Folketinget følger trop. Ofrene er de mennesker, som skaber samfundets materielle værdier. En uproduktiv klasse angriber en produktiv. Milliarder af kroner overføres fra producerende mennesker i marken til vegeterende mennesker i kontorerne. Tusinde af embeder oprettes til læreanstalternes kandidater. Her er der tale om en undertrykkelse og en udbytning, der vil noget. Men bliver den side af miljøbevægelsens virke undersøgt af videnskaben, eller må problemstillinger af den art slet ikke rejses? Svar mine herrer videnskabsmænd i Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed! Bjørn Lomborg er en farlig mand. På et eller andet tidspunkt vil hans afsløringer bringe miljøimperiets fremdrift til standsning. Forureningen som et problem eksisterer simpelthen ikke på vore breddegrader. Løgnen herom kan ikke opretholdes. Det ved miljøbevægelsen. Derfor reagerer den panikslagen på kritik, som ikke kan ties ihjel. Journalister i miljøsager opfører sig som lemminger. Alle styrter i samme retning. Det er flovt. Må det være tilladt at opfordre NORDJYSKE Stiftstidende til at bryde ud af rækken. Tag som den første avis i Danmark fat i kraven på miljøbevægelsen! Lad os få noget kritisk journalistik i bladet. Ingen magt tåler lutter medløb. Da vil nordjydernes avis skrive sig ind i journalistikkens historie. Steen Steensen, Vesterled 11, Ranum, er lektor. E-mail. steensteensen@mail.tele.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...