Lomborg om verdens tilstand

Hjørring 1. november 2002 07:00

HJØRRING: Musikskolen lægger koncertsal til, når Bjørn Lomborg 27. november kommer til Hjørring og holder foredrag. Det er også her, der allerede er gang i billetsalget. "Verdens Sande Tilstand - Spil Livet Rigtigt", er titlen på Lomborgs foredrag. Selv siger han: - Vi kender alle klagen. Det går dårligt med miljøet på jorden. Vores ressourcer løber ud. Der bliver flere mennesker og mindre mad. Luften er dårlig. Vandet er dårligt. Dyrearterne uddør. Vi forurener vores jord. Vi ødelægger naturen. Vi ender med at dræbe os selv. Vi kender klagen og har hørt den så tit. Der er bare et problem, mener Bjørn Lomborg. - Klagen er ikke sand. Ifølge ham, løber vi ikke tør for energi eller ressourcer. Der bliver stadig mere mad, og stadig færre sulter. Luft og vand er blevet renere. Menneskeheden har fået det bedre, men alligevel hører vi kun klagen. På foredraget om "Verdens Sande Tilstand" giver Bjørn Lomborg sit syn på menneskehedens forbløffende, fantastiske fremgang på alle væsentlige områder. Han ser på de mange forskellige områder, der har betydning for mennesket: levetid, sygdom, mad, indkomst, uddannelse, arbejdstid, fritid. Ikke bare i Danmark og vesten, men også en forståelse for situationen i udviklingslandene. Han viser samtidig, at disse efter hans opfattelse fantastiske forbedringer kan fastholdes i fremtiden, og at de ikke sker på naturens bekostning. Bjørn Lomborg argumenterer dermed for en fornyet tro på jordens og menneskenes fremtid og giver et bud på, hvorfor vi - ifølge ham - hellere fæster lid til løse rygter om verdens undergang end til videnskabeligt velfunderede udsagn om det modsatte. Han kommer ind på begreber som kærlighed og rationalitet, strategier i hverdagen, risici og mediernes rolle, parlamentarisme og Danmarks demokrati. Biografi Bjørn Lomborg er lektor i statistik på Statskundskab, Århus Universitet, og blandede sig første gang i miljødebatten med fire, meget omdiskuterede kronikker i Politikken i begyndelsen af 1998. Efterfølgende udgav han bogen Verdens Sande Tilstand, som er oversat til ni andre sprog og har ligget på toppen af bestsellerlisterne over hele verden. Bjørn Lomborg har også været på foredragsturneer verden rundt, og er i New York 2002 blevet udnævnt til global leder for fremtidens verdens-økonomiske forum. Han blev endvidere i februar 2002 udnævnt til direktør for det nye Institut for Miljøvurdering og har i den egenskab netop sat spørgsmålstegn ved, om det kan betale sig at indsamle dåser til genbrug. - Musikskolen tager ikke del i miljødebatten, men vi lægger gerne sal til en meget interessant foredragsholder, der overalt hvor han kommer trækker fulde huse, oplyser musikskoleleder Anders M. Christensen. - Og det er langt fra alle, der er enige med Bjørn Lomborg, føjer musikskolelederen til, så der bliver også lejlighed til at gå ham på klingen. Det er han vant til fra alle de steder han holder foredrag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...