Lommetyv på spil

Tyverier 9. marts 2007 05:00

HJØRRING: Der er god grund til at være ekstra opmærksom på, hvordan man opbevarer sin tegnebog, når man færdes i forretninger i Hjørring i øjeblikket. Politiet har modtaget fire anmeldelser af stjålne punge og en enkelt mobiltelefon. Den første sag er fra 1. marts, hvor en kvinde, der er ved at stige på toget på banegården, får stjålet en tegnebog med 1500 kroner i kontanter. 2. marts får en kvinde stjålet en mobiltelefon fra sin taske, mens hun handler i Føtex på Springvandspladsen. Det sker mellem kl. 15 og 16. 6. marts kl. ca. 11.40 får en kvinde stjålet sin tegnebog med 950 kroner, mens hun går rundt i butikken Vivaldi i Stokbrogade. Ligeledes 6.marts mellem kl. 11.30 og 12.30 får en kvindelig kunde i Storkøb på Frederikshavnsvej stjålet sin tegnebog med 1500 kroner. - Meget tyder, at det er den samme gerningsmand, der er på spil, så det gælder om at være opmærksom på, hvor man opbevarer sin pung, siger vicepolitiinspektør, Jens Erik Poulsen. Alt tyder også på, at tyven kan sit kram. Ingen af ofrene har bemærket noget før de senere skal bruge pungen for at betale.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...