Lommetyve hærger landsdelen
Gruppe af bulgarer udgiver sig for at være døvstumme, og når folk giver dem penge, snupper de folks tegnebøger

De bulgarske lommetyve huserer flere steder i Nordjylland. Arkivfoto
NORDJYLLAND:En gruppe formentlig bulgarske lommetyve huserer i Nordjylland. Det oplyser vagtchef Aage Pedersen, Nordjyllands Politi, der advarer folk kraftigt imod tyvene.
- Vi har fået anmeldelser om at flere grupper af udenlandske lommetyve hærger rundt om i landsdelen. Anmeldelserne er kommet fra Nørresundby, Tversted, Hjørring og Frederikshavn, og her har folk fortalt at tiggerne siger, de kommer fra Bulgarien, oplyser vagtchefen.
- Det foregår på den måde, at tyvene udgiver sig for at være døvstumme, og når folk så i godhed giver dem en skilling, så omfavner de folk som i taknemmelighed, men i stedet for så lænser de folks baglommer eller jakker for deres tegnebøger, forklarer Aage Pedersen.
Ældre sort Audi
Ved et af lommetyverierne var gruppen kørende i en ældre sort Audi 80 med et norsk flag på bagsmækken, fortæller vagtchefen.
Aage Pedersen opfordrer folk til at afvise de tiggende bulgarere og i stedet for kontakte politiet på telefon 114.
- Vi vil gerne have fat i dem, så vi kan få sat en stopper for deres ulovligheder, konstaterer vagtchefen.