Tyverier

Lommetyve i sommerlandet

Politiet advarer mod lommetyve og platugler i sommerlandet.

Lørdag eftermiddag fik politiet en henvendelse om, at to udenlandske mænd havde henvendt sig i butikken på Skiveren Camping og bedt om at få vekslet et større beløb. Især den ene af mændene virkede både overbevisende og nobelt påklædt. Han præsenterede sig som bulgarsk turist. Personalet i butikken afviste de to mænd, og hos politiet i Frederikshavn kan vicepolitikommissær Kurt Kristensen nikke genkendende til metoden med at bede om veksling af store sedler og derefter skabe forvirring og forsvinde med en ekstra gevinst. Også lomme- og tasketyverier blomstrer op med feriestemningen. I løbet af weekenden modtog politiet tre anmeldelser fra Skagen og to fra Frederikshavn om den slags tyverier i butikker og på gaden. - Typisk fiskes pungen op af et indkøbsnet, siger Kurt Kristensen. Han opfordrer folk til at opbevare værdier i en lomme med lynlås – og lyne den til.