Tyverier

Lommetyve på spil

Tricktyve i Brønderslev.

- Pas på lommetyve. Sådan lyder opfordringen fra Nordjyllands Politi i Brønderslev. I går slog udlændinge, der har specialiseret sig i tricktyverier, til. I TDC-butikken manglede der to mobiltelefoner, da de forlod forretningen. De forvirrede ekspeditricen, og resultatet var, at de fik to telefoner med sig. På banegårdspladsen - lige ud for politistationen - mistede en 17-årig pige sin tegnebog, der lå i en taske. De skubbede til pigen, og inden hun nåede at se sig om, var personerne væk sammen med tegnebogen. - De er ifølge de forklaringer vi har fået, meget drevne, siger vagthavende hos Nordjyllands Politi i Brønderslev. Politiet har kun én opfordring: - Pas på værdierne her i sommervarmen, lyder det. Politiet kender ikke nærmere til nationalitet.