London er kommet for at blive

Efter en træg start lysner det for Sterlings rute mellem Aalborg og den engelske hovedstad.

Det har været op ad bakke. Men nu lysner det. Faktisk så meget, at Sterling tør love, at nordjyderne også i fremtiden kan flyve direkte fra Aalborg til London. - Ja, vi tror på den. Den er kommet for at blive, siger kommerciel direktør i Sterling, Michael T. Hansen. Han erkender, at det har været væsentligt sværere at lokke kunder til at flyve mellem den nordjyske og den engelske hovedstad, end selskabet havde troet. Intet overskud Da ruten åbnede for godt et år siden, var planen, at den inden for kort tid skulle balancere, og at den i 2007 skulle give et decideret overskud. Sådan er det ikke gået. - Vi er på break-even nu. Den balancerer. Det skal selvfølgelig blive bedre, men der er muligheder i ruten, og det er det vigtigste for os, siger han. Nordjyder, der tager på ferie eller forlænget weekend i London, udgør fortsat den største del af passagererne. Men en stadigt større andel af gæsterne er englændere, der rejser den anden vej. Og netop disse kunder er vigtige, hvis ruten skal give overskud. - For os handler det om at stå på flere ben. For selvfølgelig vil vi gerne have endnu flere nordjyder om bord på vores fly, men nordjyderne flyver typisk til London torsdag og hjem mandag, og vi skal jo også helst have gæster med på tilbagevejen, siger Michael T. Hansen. Han tilføjer, at det mest ideelle for Sterling vil være, hvis halvdelen af passagererne udgøres af nordjyder og den anden halvdel af englændere. Samtidig håber direktøren, at han kan trække kunder væk fra konkurrenten Ryanair, der flyver til London fra Århus. - Det har vi store forventninger til, specielt fordi Ryanair nu begynder at tage 100 kr. hver vej for at tage folks bagage med. Det betyder meget med de lave priser, vi har, siger han. Endnu en ny rute Ud over London flyver Sterling også til København og Malaga. Og ingen for kort tid forventer Michael T. Hansen at kunne lancere endnu en udenrigsrute fra Aalborg. Hvilken destination, der er tale om, vil han dog ikke sige. - Vi kommer med en nyhed, som kan redde aalborgenserne fra de her høje priser, der har været i markedet. Man skal kunne flyve billigt og ofte. Det er det, vi er sat i verden for, siger han.