Londons borgmester er imod genstart af Premier League i juni

Det vil være forkert at genoptage Premier League-kampe, når hundredvis stadig dør hver dag, siger Sadiq Khan.

Londons borgmester, Sadiq Khan, mener, at det vil være forkert at genoptage Premier League-sæsonen, samtidig med at virusudbruddet dagligt koster hundredvis af personer livet. (Arkivfoto).

Londons borgmester, Sadiq Khan, mener, at det vil være forkert at genoptage Premier League-sæsonen, samtidig med at virusudbruddet dagligt koster hundredvis af personer livet. (Arkivfoto).

LONDON:Londons borgmester, Sadiq Khan, er modstander af ideen om at genstarte Premier League-sæsonen i næste måned.

Det siger hans talsmand til avisen Evening Standard ifølge Reuters.

- Sadiq er i den grad interesseret i, at Premier League og professionel sport i almindelighed genoptages, siger talspersonen.

- Men da denne krise fortsat omklamrer landet, og hundredvis af mennesker dør hver eneste dag, mener han, at det er for tidligt at diskutere en genoptagelse af Premier League og anden form for topsport i hovedstaden, siger talspersonen.

Den britiske regering sagde tirsdag, at elitesport kan begynde igen efter 1. juni, men uden tilskuere.

Organisationen bag Premier League har også foreslået, at de resterende kampe skal spilles på neutrale stadioner. Det skyldes, at myndighederne frygter, at tilhængere vil samles foran klubbernes hjemmebaner på kampdage, selv om de ikke kan komme ind på tribunerne.

Fem Premier League-klubber holder til i London. Men borgmester Sadiq Khans hjerte banker for en anden klub.

- Som tilhænger af Liverpool ønsker Sadiq naturligvis, at Premier League vender tilbage. Men det kan kun ske, når det er sikkert, og det må ikke lægge yderligere byrder på det nationale sundhedsvæsen og katastrofeberedskab, siger talsmanden.

Med ni runder tilbage fører Liverpool Premier League, og klubben skal bare have seks point til for at vinde mesterskabet for første gang i 30 år.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.