Lone er hjemme til jul

Vinterrevyen er pyntet med en nordjysk skuespiller.

De kunstige juletræer er stillet op, scenen er pyntet med iskrystaller, og revylederen er trukket i den julerøde skjorte. Stemningen af vinter og jul er så småt ved at indfinde sig i Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor Lone Rødbroe, Niels Ellegaard og Leif Maibom i år bestyrer løjerne i vinterrevyen "Godt pyntet". Både Maibom og Ellegaard er kendte ansigter i Aalborg. Maibom som instruktør på vinterrevyen flere gange tidligere, og Niels Ellegaard har også optrådt for julestemte nordjyder. Men Lone Rødbroe...hvem er hun? Faktisk er hun eneste nordjyde på holdet. Men dog uden at være kendt som nordjyden. Den 41-årige skuespiller har nemlig det meste af sit voksenliv boet i eksil i Århus, og det høres på sproget. Men rødderne er Nordjylland. Nørhalne for at være mere eksakt. - Jep, 9430 per Vadum, lyder det rapt fra Lone. Så når hun i de her dage pendler mellem læseprøve på et nyt stykke i Teater Nordkraft og Aalborghallen, kommer hun igennem den by, hvor hun var helt ung og blev student. Hendes forældre bor her stadig. Nu dog syd for fjorden i Gerding ved Skørping. I revysammenhæng er Lone Rødbroe også mest kendt udenbys, primært fra Sønderborgs sommerrevy, hvor Leif Maibom huserer. Kan mærke hun er hjemme Hun har i år spillet med i Vendsyssel Teaters opsætning af "Festen", og hun er også af det hold, som næste år skal genrejse Hjørring Revyen. Men vinterrevyen er hendes første større opgave i Aalborg. - Jeg kan godt mærke, at jeg er "hjemme". Når vi lavet et nummer med AaB, så kommer det bare indefra, og det er dejligt, smiler . At hun er fra Nørhalne, kender dialekten og sindsstemningen her i landsdelen kommer hende også til gavn i et nummer om udkantsdanmark, som revyfolkene har vendt på hovedet med en hyldest til Uggerhalne. Men ellers er revyen båret af holdarbejde, hvor både dansere, musikere og scenefolk har små ekstraroller for at give fyld. Med fælles kræfter har holdet strikket 19 numre sammen, og foruden Uggerhalne og AaB, kan revyen også afsløre nyt om Limfjordstunnelen. Som traditionen næsten byder, er der også nyt om de politiske trakasserier på Christiansborg. Revyen tager det umage par Pia Kjærsgaard og Birthe Rønn Hornbech under behandling. Men det hele er serveret med smil og humør, for det er jo en julerevy, hvor mange af gæsterne forventer en glad aften i byen med spisning og dans dertil. Og så hjælper det også at være en glad julesjæl, og det er Lone Rødbroe. Men det med at være pyntet til jul, gælder foreløbig kun i professionel sammenhæng. - Derhjemme har børnene godt nok plaget om at pynte op i et par måneder, men ikke før 30. november har jeg sagt.